Krimi10. oktober 2023

Voldsbølge hærger Sverige: - Det sætter dybe spor i os

Den seneste måned har været en af de mest voldsomme, som Sverige har oplevet, lyder det fra rigspolitichef.
UPPSALA 202300928 De förstörda radhusen i Fullerö utanför Uppsala som drabbades av en detonation tidigt på morgnen den 28 september. En kvinna i 25-års åldern avled. Foto: Pontus Lundahl / TT / kod 10050. (Foto: 10050 Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix)
28. september sprang en meget kraftig bombe i byen Uppsala i forbindelse med et attentat. En 25-årig uskyldig kvinde mistede i den forbindelse livet. Den seneste måned har Sverige været en krigszone.
 Foto: Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Sverige sendt i knæ af bander: Nu vil Danmark hjælpe

Voldsbølgen i Sverige fortsætter med at strømme ind over landet.

Ifølge politiet kan omkring 60 voldshandlinger den seneste måned knyttes til organiseret kriminalitet i landet.

Det oplyser Sveriges rigspolitichef, Anders Thornberg, på et pressemøde tirsdag formiddag om bandekriminaliteten i Sverige.

- Den seneste måned er en af de mest voldsomme, vi nogensinde har haft i landet, siger han.

Han påpeger, at den seneste tids terrorlignende voldshandlinger "sætter dybe spor i os alle sammen".

Mens politiet har fået flere ressourcer og muligheder for at komme kriminaliteten til livs, er gerningsmændene begyndt at ændre metode for at udføre de handlinger, de har for øje.

Anders Thornberg fortæller, at flere og flere angreb rettes mod ejendomme, da det bliver sværere at nå sine fjender på gaden.

Han inddrager her blandt andet nattens hændelser, hvor syv brande nær Stockholm formodes påsat på under to timer.

- Det øger også risikoen for uskyldige (bliver ramt, red.), siger han.

Det svenske nyhedsbureau TT skriver, at mange af den seneste tids forbrydelser kan knyttes til en intern konflikt i det kriminelle netværk Foxtrot.

- Ud over den interne konflikt i netværket Foxtrot er der opstået andre konflikter rundt om i landet, siger Anders Thornberg.

Volden styres oftest af personer, der befinder sig uden for de svenske grænser og er på det seneste i stigende grad blevet rettet mod uskyldige pårørende, lyder det fra rigspolitichefen.

Han tilføjer, at flere uskyldige mennesker uden forbindelse til konflikterne er blevet såret eller dræbt.

På pressemødet oplyser Thornberg, at det svenske politi siden årsskiftet har forhindret omkring 80 drab eller eksplosioner - hvoraf omkring 30 er fra den seneste måned.

Den svenske tv-station SVT har tidligere berettet, at lederen af Foxtrot-netværket, 37-årige Rawa Majid, skal være blevet anholdt i Iran.

Det svenske udenrigsministerium har endnu ikke kunnet bekræfte det, og Anders Thornberg kan heller ikke komme det nærmere tirsdag formiddag.

Sponsoreret indhold