Krimi26. juli 2022

Vild biljagt på kokain: Påkørte flere politibiler

En 31-årig mand er blevet fængslet, efter han søndag nat forsøgte at stikke af fra politiet og undervejs påkørte flere politibiler

En 31-årig mand udsatte betjente for livsfare, da han natten til mandag i en rus af kokain påkørte flere politibiler under en flugt.

Det mener dommeren ved Retten i Glostrup, hvorfor manden er blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

I et forsøg på at undslippe politiet overtrådte manden ligeledes færdselsloven i sådan en grad, at der var tale om vanvidskørsel, mener politiet.

- Jeg tog kokain efter en stressende dag

I grundlovsforhøret mandag fortalte manden, at han havde taget kokain efter en lang og stressende dag på jobbet.

Han gik i panik, da politiet ville stoppe ham, oplyser senioranklager Peter Godsk i Københavns Vestegns Politi om forklaringen.

Men den 31-årige har afvist, at han to gange kørte ind i en patruljevogn og udsatte betjente for fare.

Tværtimod var det ham, der blev påkørt af ordensmagten, har han sagt. Han mener heller ikke, at han kørte over for rødt fem gange.

Den 31-årige mand havde natten til mandag tre patruljebiler i hælene, men han var ikke interesseret i at stoppe.

Undervejs i biljagten blev varebilens venstre fordæk punkteret.

Da mandens kørsel betragtes som vanvidstkørsel, vil den leasede bil ligedes blive beslaglagt af politiet.

Manden risikerer blandt andet at blive frakendt kørekortet. med de sigtelser der er mod ham lige nu.

Sponsoreret indhold