Vil ramme Ubådsmadsen: Livstidsdømte skal sidde længere tid bag tremmer

- Det er en rigtig dårlig dag for Ubådsmadsen.
Sådan lyder ordene fra Mai Mercado fra Konservative til SE og HØR, efter et flertal af partierne på Christiansborg onsdag har præsenteret en ny strafreform.
Her vil partierne skærpe reglerne for prøveløsladelse for livstidsdømte i Danmark, sådan at personer, der bliver idømt livstid i fængsel ikke længere har mulighed for at søge om prøveløsladelse efter 12 år.
I stedet skal der gå 20 år, før livstidsdømte kan søge om muligheden for at komme på fri fod.
- Det betyder jo, at Peter Madsen vil komme ud i et nyt fængselsregime, siger Mai Mercado til SE og HØR.
- Og så har jeg ikke engang nævnt Phillip Westh (Korsør-manden red.), for det vil jo også gælde ham, fordi han fik også livstid, siger Mai Mercado (K).
Hun understreger, at den nye strafreform vil ramme med tilbagevirkende kraft.
Derfor kan flere personer, der tidligere er blevet idømt livstidsdomme, nu se frem til at længere tid bag tremmer.
Det kommer eksempelvis til at ramme Marcel Lychau Hansen, også kendt som Amagermanden.
Han blev i 2011 dømt for to brutale drab og en række voldtægter. Amagermanden vil med den nye strafreform blive ramt, og han kan ifølge Mai Mercado nu se frem til længere tid bag tremmer.
Men en anden livstidsdømt morder, som mange danskere kender, er Peter Lundin - han undgår at blive ramt af de nye regler.
Det skyldes, at Peter Lundin allerede har siddet i fængsel i mere end 20 år, og derfor har ret til at søge om prøveløsladelse hvert år.
Han har dog adskillige gange allerede forsøgt at komme på fri fod, men har fået afslag alle gangene.
Peter Lundin blev i 2001 dømt for de bestialske drab på Marianne Pedersen og hendes to sønner. Han har afsonet i Herstedvester Fængsel.
Ifølge Mai Mercado (K) er det afgørende, at man kommer tilbage til et retssystem, hvor livstidsdomme er landets strengeste straffe.
- Folk brænder jo sammen, når de hører, at man kan søge om løsladelse efter 12 år, mens man er blevet idømt livstid, lyder det fra politikeren.
Hun henviser blandt andet til, at der er flere domme, hvor bandemedlemmer er blevet idømt 20 års fængsel for narko og bandekriminalitet, og ender med at sidde i fængsel i længere tid, end personer der har fået livstid.
- Livstidsdom skal være den hårdeste straf, som vi har herhjemme. Sådan må det være, siger Mai Mercado.
Ifølge tal fra Kriminalforsorgen sidder livstidsdømte 17 år i fængsel i gennemsnit, før de bliver prøveløsladt.
Der er dog også livstidsdømte, som har siddet fængslet i væsentligt længere tid end 17 år, og det skyldes, at hver enkel livstidsdømt anmodning om prøveløsladelse bliver vurderet individuelt.
Når myndighederne vurderer, om en livstidsdømt skal på fri fod, bliver det nøje gransket, om det er forsvarligt - og om der er risiko for at personen begår ny kriminalitet.