Krimi2. juni 2023

Vil forbyde rockerklub: - Vi skal have lov til at eksistere

Advokat mener, at det bliver sværere at forbyde Bandidos end Loyal To Familia.
Det skal igen forsøges at gøre rockerklubben Bandidos MC ulovlig - men det bliver ikke uden kamp, fortæller en talsmand fredag.
Det skal igen forsøges at gøre rockerklubben Bandidos MC ulovlig - men det bliver ikke uden kamp, fortæller en talsmand fredag.
 Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rockergruppen Bandidos vil bekæmpe en eventuel forbudssag, erklærer en talsmand over for B.T. fredag.

- Vi vil værne om vores motorcykelklub og fællesskab - vi skal have lov til at eksistere, siger en ikke navngivet person fra gruppen til mediet.

Budskabet er, at man aldrig vil forsvinde.

Reaktionen kommer, efter at justitsminister Peter Hummelgaard (S) fredag har fortalt, at politiet har indledt en efterforskning, som skal bane vejen for en forbudssag ved domstolene.

Til Ekstra Bladet siger advokat Michael Juul Eriksen, at sagen mod Bandidos er vanskeligere for myndighederne at føre end mod Loyal To Familia LTF).

LTF blev forbudt af Højesteret i en dom i 2021. Landets øverste domstol slog fast, at bandens ikke har et lovligt formål. Aktiviteterne gik ud på at begå kriminalitet.

Bandidos har et mere socialt forankret formål end LTF, vurderer advokaten, som forsvarede LTF ved domstolene.

- Bandidos har en stærk kultur og et formaliseret samvær omkring fester og motorcykler, lyder det fra advokaten.

/ritzau/

Sponsoreret indhold