Krimi13. juni 2023

Vidne i Mia-sagen så mand med Golf-bil i Hammer Bakker: Han havde et skræmmende blik

En borger har i dag vidnet i retten i sagen om Mia-drabet, efter han så en mand ved en Golf 7 om morgenen den 6. februar sidste år
Mia Skadhauge Stevn blev myrdet i februar sidste år. En 37-årig mand er tiltalt i sagen. 
Mia Skadhauge Stevn blev myrdet i februar sidste år. En 37-årig mand er tiltalt i sagen.
 Foto: Ritzau Scanpix

På femte dag i retssagen mod den 37-årige håndværker, der er tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, skal flere interessante vidner afgive forklaring.

Dagens første vidne var en ung mand, der den 6. februar om morgenen havde kørt rundt i Hammer Bakker.

Her opdagede vidnet en mand, som stod ved en mørk Golf 7.

Tiltalte har tidligere fortalt, at han tog Mia Skadhauge Stevn med til Hammer Bakker den 6. februar om morgenen for at have frivillig sex.

Vidnet forklarede i retten, at han selv var faret vild i Hammer Bakker-området, efter en gps havde sendt ham på afveje.

Retstegning af den 37-årige mand (med sort t-shirt), der er tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret Mia Skadhauge Stevn, under retssagen i Retten i Aalborg onsdag den 7. juni 2023. Til venstre for tiltalte sidder forsvarer Mette Grith Stage.
Retstegning af den 37-årige mand (med sort t-shirt), der er tiltalt for at have voldtaget, dræbt og parteret Mia Skadhauge Stevn, under retssagen i Retten i Aalborg onsdag den 7. juni 2023. Til venstre for tiltalte sidder forsvarer Mette Grith Stage.
 Foto: Ritzau Scanpix

For at komme ud af området igen kørte han ifølge sig selv ikke meget mere end 20 kilometer i timen, og her opdagede han en bil, der holdt i vejkanten med bagagerummet åbent.

- Jeg ser en mand stå skråt hen over bilen ind i bagagerummet. Han lægger mærke til, jeg kommer kørende og kigger mod mig, fortalte vidnet tirsdag formiddag i retten og tilføjede:

- Så står han rejst op og følger mig rundt i det, jeg kører forbi ham.

Vidnet fortæller, at han hurtigt følte, det blev meget akavet, men han tænkte, at denne mand nok havde været på jagt eller lignende, da han står og roder med noget i bagagerummet.

Anklageren spurgte herefter ind til, hvordan manden i skoven virkede.

- Han så ikke særlig glad ud i hvert fald. Meget konfus. At han ikke var til stede. Der var ikke rigtig nogen mimik, igen det er svært at se. Men han er meget død i ansigtet.

Det var her i Hammer Bakker ved Sulsted, at tiltalte kørte Mia Skadhauge Stevn hen.
Det var her i Hammer Bakker ved Sulsted, at tiltalte kørte Mia Skadhauge Stevn hen.
 Foto: Dan Mariegaard

På hvilken måde?, ville anklageren herefter vide.

- Han havde det i hvert fald ikke godt, synes jeg, som jeg husker det i hvert fald. Han var træt garanteret. Det var jo tidligt om morgenen.

Så han tilpas ud? Eller sur? Hvordan så han ud?, spurgte anklageren.

- Ked af det, tror jeg.

Vidnet fortalte også, at han og manden i vejkanten holdt øjenkontakten, mens vidnet drejede om hjørnet og mistede synet på bilen og manden.

Adspurgt af anklager forklarede vidnet også, at personen i vejkanten ikke gjorde noget for at stoppe ham eller bede om hjælp, og at han hverken så andre personer ved bilen eller kunne se, om der var nogen inde i bilen.

Vidnet blev allerede i februar 2022 afhørt af politiet og var efterfølgende også en tur i Hammer Bakker for at vise, hvordan bilen holdt, da han så den.

En 37-årig mand er tiltalt for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn.
En 37-årig mand er tiltalt for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn.
 Foto: Privat

Her forklarede han, hvordan personen vendte sig hele vejen rundt og fulgte vidnet med øjnene, mens han drejede om hjørnet. Vidnet fortalte også, at det var et skræmmende, dødt blik helt uden mimik.

Resten af dagen er det de såkaldte karaktervidner, der kender tiltalte, der skal vidne.

De skal fortælle om, hvordan de har oplevet den tiltalte mand.

SE og HØR følger retssagen.

Sponsoreret indhold