Krimi18. januar 2024 (opd. 18. januar 2024)

Vestjysk bankoforening frifindes for at have bedrevet ulovligt spil

Retten i Holstebro giver bankoforening i Holstebro medhold i, at det ikke har været nødvendigt med tilladelse

En vestjysk bankoforening er torsdag frifundet for anklagen om at have bedrevet ulovligt spil og slipper for at betale en bøde på 1,2 millioner kroner.

Retten i Holstebro har afvist anklagemyndighedens påstand, om at Nørrelands Støtteforening over en periode på tre år har afholdt bankospil uden den fornødne tilladelse.

Dommeren og de to domsmænd er enige om, at bankoforeningen slet ikke behøver en tilladelse og har holdt sig inden for rammerne af reglerne om almennyttige lotterier.

Sagen mod Nørrelands Bankoforening blev rejst på baggrund af en politianmeldelse fra Spillemyndigheden, der fører tilsyn med spil.

Det skete, efter at en repræsentant for Spillemyndigheden havde været på uanmeldt tilsynsbesøg hos foreningen.

Her kunne man konstatere, at foreningen seks dage om ugen afholder bankospil - både formiddag og aften.

På tre år har bankoforeningen omsat for knap fem millioner kroner.

Foreningens formand, Jens Ole Hangaard, var indkaldt til at afgive forklaring i retten.

Han forklarede, at overskuddet fra spillene ubeskåret går til at støtte tre lokale idrætsforeninger.

- Vi støtter ikke andet. Det er den vej, pengene går, lød det i retten.

Det er ifølge formanden de tre klubber - Sct. Jørgen Bokseklub, Mejdal Håndbold og Holstebro Firmaidræt - som har nydt godt af de ivrige bankospillere.

Bankoforeningen drives af frivillige.

Formanden for bankoforeningen lagde i retten vægt på, at bankoforeningen også udgør et fællesskab.

- Vi har mange pensionister og enlige, der kommer af sociale årsager, sagde Jens Ole Hangaard.

Udover en bøde på 1,2 millioner kroner krævede anklagemyndigheden konfiskeret et tilsvarende beløb hos Nørrelands Støtteforening.

Samtidig var kravet ugentlige tvangsbøder på 10.000 kroner, indtil støtteforeningen ophører med at udbyde spil uden tilladelse.

Alt det slipper foreningen nu for.

- Det er en utrolig stor lettelse for os. Var vi blevet dømt, så var vi gået konkurs, lød det efter domsafsigelsen fra bankoformanden.

Han venter dog med at fejre frifindelsen. For anklagemyndigheden har to uger til at afgøre, om man vil anke dommen.

Spillemyndigheden har siden 2019 anmeldt 38 foreninger for ulovligt spil.

To andre sager har været igennem retssystemet. Men her blev udfaldet anderledes end i Holstebro.

En forening i Odense og en forening i København blev sidste år idømt bøder på hver 15.000 kroner.

Foreningen i København fik desuden konfiskeret fem millioner kroner.

Begge sager er anket til landsretten.

Sponsoreret indhold