Krimi16. juli 2023

Verdens dårligste gemmested? Mand stikker af fra politiet og gemmer sig i vandet på Bornholm

En konfrontatorisk mand valgte at smide tøjet og gemme sig for betjente i Nørrekaas Lystbådehavn
Arkivfoto: Det var ved stranden ved Nørrekås lystbådehavn, at manden forsøgte at slippe væk fra politiet ved at hoppe i vandet.
Arkivfoto: Det var ved stranden ved Nørrekås lystbådehavn, at manden forsøgte at slippe væk fra politiet ved at hoppe i vandet.
 Foto: Colourbox

Det skal ikke være let at være betjent, bare fordi man arbejder på en solskinsø.

For eksempel kan anholdte personer flygte og gemme sig fra dig.

Det er sket søndag, hvor flere personer var til stede ved stranden i Nørrekaas ved Rønne, da en mand gemte sig i vandet.

Det skriver TV 2 Bornholm.

Manden var flygtet fra Bornholms Politi, der i første omgang havde frihedsberøvet manden ved den lokale Kvickly, hvor han både havde været konfrontatorisk og ubehagelig over for personalet.

Efterfølgende valgte manden at tage tøjet af og gå i baljen, hvor han svømmede rundt uden for lovens lange arms rækkevidde.

Senere på eftermiddagen blev han igen fanget af politiet, der benyttede sig af en knibetangsmanøvre for at anholde ham.

Det fortalte den vagthavende betjent til Bornholms tidende.

- Han er lige blevet fisket op. Vi var nødt til at lave sådan en knibtangsmanøvre for at få ham ind. Vi havde en politihund på den ene side, og så havde vi kystredningstjenesten med en politimand på den anden side. Men han blev ved med at undvige, og til sidst hoppede kystredningstjenesten i vandet og fik bjærget ham op, lød det fra Bornholms Politi.

Manden blev dernæst lagt i håndjern og slæbt med på politigården.

Sponsoreret indhold