Krimi9. juni 2021

Vejrskift på vej: Nyd solen inden weekenden

Har du endnu ikke været i vandet, så skal du næsten udnytte dagens gode vejr og hoppe i, inden temperaturen tager et dyk
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210330-133147-l-1920x1286we.jpg
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De kommende dage står den fortsat på masser af solskin, men det er med at skabe sig tid til at nyde varmen i hverdagene.

For når weekenden står for døren, så ankommer et noget mere skyet vejr til landet.

- Fredag svækkes højtryksryggen, og den vestlige vind tiltager efterhånden, og det giver os flere skyer og måske lidt regn en overgang, lyder det fra meteorolog Martin Lindberg i DMI's daglige kommentar til vejret.

- Tidligt lørdag passerer en koldfront fra nordvest, den giver også en del skyer og måske stedvis lidt regn. Det bliver også blæsende med jævn til hård vind fra nordvest, fortsætter han.

Men lad os ikke tage sorgerne på forskud - for inden vejret skifter til det køligere, venter flere dage med temperaturer med op til 22-24 grader.

Hop i vandet!

Der er faktisk så meget knald på solen disse dage, at der flere stedet i landet vil være risiko for tørke. Det er tørrest omkring hovedstaden og de østlige dele af landet, men det vil i løbet af dagene sprede sig vestpå.

Hvis du selv føler sig udtørret af det varme vejr, så lyder rådet fra DMI, at du selv søger mod vand.

- De mange dage med ret varmt vejr, stærk sol og svage vinde har fået vandtemperaturerne til at stige til mellem ca. 14 og 18 grader, hvilket er 1-2 grader varmere end det normale så tidligt på sommeren.

- Hvis man ikke har badet i havet endnu, så er det måske en god dag til det i dag, skriver meteorologen.

Når weekenden når mod enden, ser det ud til, at solen titter frem igen, for både søndag og mandag bliver der solrigt og varmt.

Men om vejret efter det bliver køligere eller varmere efter det, det er fortsat usikkert, men lige nu ser det ud til, at det bliver til den ustadige og noget køligere side.

Sponsoreret indhold