Krimi13. februar 2023

Var på vej til at redde et liv: Blev stoppet af politiet

Jonas Kjær kom i karambolage med politiet på vej til at hjælpe et menneske i nød
Politibilen på billedet har intet med historien at gøre. Arkivfoto.
Politibilen på billedet har intet med historien at gøre. Arkivfoto.
 Foto: Ritzau Scanpix

I fuld fart kørte Jonas Kjær for at redde en sømands liv ved Hantsholm.

Helt præcist 86 km/t i en byzone.

Det gad politiet ikke finde sig i, så de stoppede ham, selvom han prøvede at forklare dem, at han altså var på vej ud til en mulig drukneulykke.

Politibetjenten var ligeglad, og han tog sig derfor god tid til at få skrevet en bøde.

- Han sagde, at jeg skulle blive, selvom jeg spurgte, om ikke han kunne ordne det, når jeg kom i land. Selvom jeg havde givet ham mit kørekort og mine oplysninger, så holdt han fast i, at han ville skrive færdig, inden han ville lade mig gå, fortæller Jonas Kjær til Nordjyske.

Bøden endte på 5300 kroner, og Jonas Kjær skal også op til en ny køre- og teoriprøve.

Én ting var bøden, men noget andet er, at hele redningsaktionen, som fandt sted i november måned, blev forsinket med fem minutter - hvilket er meget, når et menneske har brug for hjælp i koldt vand.

Hændelsen fik også Facebook til at koge fuldstændig over.

Det skete i gruppen "Det sker i Hantsholm".

- Botnakke af en betjent, skriver én.

- Den slags skal i retten, og betjenten skal have en reprimande, bum. Hvad bliver det næste? At stoppe en ambulance på vej til hospitalet med en hjertepatient?, skriver en anden.

Faktisk var folk så tosset, at de startede en indsamling til Jonas Kjær.

Over 160 personer donerede, og beløbet rendte op i hele 15.800 kroner.

Ifølge Facebook-gruppen blev sømanden aldrig fundet.

Sponsoreret indhold