Vanvittig udvikling: Adnan Syed løsladt fra fængslet efter 23 år

En amerikansk dommer har mandag omstødt dommen over Adnan Syed, der har siddet i fængsel i mere end 20 år for drabet på sin ekskæreste Hae Min Lee i 1999.
Sagen om Adnan Syed fik opmærksomhed verden over, da den blev udrullet i den amerikanske podcast "Serial".
Dommeren i Baltimore i delstaten Maryland sagde, at Adnan Syed skulle løslades øjeblikkeligt "i retfærdighedens interesse".
I retssalen udbrød der jubel, da dommeren bad vagterne om at fjerne Syeds håndjern.
Sagen begyndte i 1999, da liget af Hae min Lee blev fundet i en grav i en skov i Baltimore. Den 18-årige kvinde var blevet kvalt.
Adnan Syed bedyrede sin uskyld – og har gjort det gentagne gange siden.
Artiklen fortsætter under billedet

Men hver gang har han fået afslag på en ankesag, mens USA's Højesteret i 2019 helt afviste at ville at tage sagen op på ny.
Verdenskendt i podcast
I 2014 blev sagen taget op af podcasten "Serial", hvor en journalist over 12 afsnit genbesøger sagen og sår tvivl om, hvorvidt dommen over Syed er retfærdig.
Sagen udviklede sig i en overraskende retning i sidste uge, da statsanklageren i Baltimore meddelte, at hun havde bedt domstolen om at omstøde dommen, mens en ny efterforskning af sagen finder sted.
Artiklen fortsætter under billedet

Det skete ifølge statsadvokatens kontor, fordi ny information om to andre mistænkte er blevet tilvejebragt, og fordi den teledata, der var brugt til at dømme Syed, anses som upålidelig.
– Staten har mistet troen på integriteten i hans dom. Vi er nødt til at sikre os, at vi stiller den rette person til ansvar, lyder det fra statsanklagerens kontor.
Erica Suter, der er advokat for Adnan Syed, siger, at hendes klient er uskyldig. Hun blev også spurgt til, hvordan Syed har reageret på den seneste udvikling i sagen.
– Han siger, at han ikke kan tro, at det er rigtigt, siger hun.
Anklagerne i sagen har nu 30 dage til at rejse ny tiltale mod Syed. Sker det ikke, er sagen mod ham slut.
Syed og Lee kommer begge fra migrantfamilier. Syeds familie er fra Pakistan, og Lees er fra Sydkorea.
Under retssagen sagde anklagerne, at Syed var en forsmået elsker, der følte sig ydmyget, da Lee slog op med ham.