Krimi4. februar 2022

Vanvittig kageflugt: Bandeleder idømt hårdere straf

Lederen af banden NNV blev i dag idømt yderligere seks måneders fængsel i Østre Landsret for en spektakulær flugt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20191120-064329-l-242x373we.jpeg
 Foto: Politi.dk/Ritzau Scanpix

En bandeleder blev idømt et år og tre måneders fængsel for en spektakulær flugt fra et retspsykiatrisk hospital i Slagelse sidste år.

Men den dom har Østre Landsret fredag skærpet til et og ni måneders fængsel. Det skriver TV 2.

Landsretten har begrundet afgørelsen med, at fangeflugten var nøje planlagt, og at flere medgerningsmænd skulle deltage - blandt andet ved at bruge våben.

To af de øvrige tiltalte har fået skærpet deres straffe til et år og tre måneders fængsel, mens to andre har fået skærpet deres straffe til et år og seks måneders fængsel.

Alle syv er dømt for sammen og i forening med Hemin Saleh at have planlagt og udført flugten fra det lukkede afsnit SL10 på Slagelses Psykiatriske Hospital. De er alle sammen ligeledes dømt for ulovlig tvang og for at have været i besiddelse af gaspistoler.

Fangeflugten er en af de mest dramatiske i dansk historie til dato.

Gadebanden Nørrebro Nordvest (NNV red.) holder, som navnet antyder, til i det københavnske nordvestkvarter og på Nørrebro, og er ifølge politiet en af de mest voldsparate og farligste bander i Danmark pt.

For tiden kædes de sammen med den voldsomme bandekonflikt, der i december måned kostede fire mennesker livet i København, mens en dansk mand også blev skudt og dræbt i Bunkeflostrand i Malmø. I sidstnævnte sag sidder et NNV-medlem lige nu fængslet for drabet i Sverige.

GEMTE PISTOLER I KAGE

Under påskud af at skulle besøge sin ”fætter”, bandelederen Hemin Saleh, indfandt en blot 17-årig dreng sig på Slagelses Psykiatriske Hospital 19. november 2019. Den unge mand, der i virkeligheden ikke var bandelederens fætter, havde få dage før været på et problemfrit besøg, hvorfor sygeplejerskerne ikke anede uråd.

Med sig havde han en kage i en bradepande, der var pyntet med glasur og flødeskum. Sygeplejersken, der tog imod den unge mand, hjalp ovenikøbet den falske fætter op i besøgslokalet, hvor bandelederen og ”fætteren” blev udstyret med tallerkener, inden døren blev lukket.

Kun få minutter efter åbnede døren igen, og ud stormede Hemin Saleh og den 17-årige dreng, der nu begge var bevæbnet med pistoler i hænderne. Pistolerne var gemt i kagen.

Her truede bandelederen og hans kompagnon af flere omgange personalet, blandt andet ved at råbe:

’Hvis I rører jer, skyder jeg jer’, og ’kom ikke nærmere, ellers skyder jeg’.

Hemin Saleh affyrede ligeledes et skud ned i jorden. Det viste sig dog senere, at de to pistoler var gaspistoler, der var ladt med løst krudt.

ULOVLIG TVANG

De to gerningsmænd rettede ligeledes deres pistoler mod personalet og forlangte, at de skulle smide deres overfaldsalarmer fra sig.

Den ene sygeplejerske smed sin overfaldsalarm fra sig, mens den anden oplyste, at hun ikke var i besiddelse af en. Det fik bandelederen til at tage fat i sygeplejersken for at sikre sig, at hun talte sandt.

Herefter tvang Hemin Saleh og hans ”fætter” personalet ned til en sluse på afdelingen, hvor de blev låst helt ud.

Befrielsesaktionen havde taget omkring 20 minutter, og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog anmeldelsen om flugten 16.51. Den første patrulje ankom til stedet 16.53 – men der var den berygtede bandeleder allerede forsvundet fra området.

Hemin Saleh og hans seks formodede medgerningsmænd forsvandt i fire forskellige biler.

Under behandlingen af sagen i byretten kom det frem, at ingen af de syv tiltalte erkender at have planlagt bandelederens flugt.

Sponsoreret indhold