Krimi13. oktober 2020
Vanvidsbillist kørte 193 km/t.
En billist kørte mandag eftermiddag 193 km/t. på en strækning, hvor hastighedsgrænsen er 90 km/t.

(Foto: Ritzau Scanpix)
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi stod mellem klokken 14.05 og 20.00 klar på Sydmotorvejen ved Ønslev med en målebil.
I tidsrummet blev hele 2405 trafikanter målt, hvor politiet mener, at en alt for stor del kørte for hurtigt.
På strækningen, hvor hastighedsbegrænsningen er på 90 km/t., var det 108 fartsyndere, hvoraf 21 havde trykket så hårdt på speederen, at de får et klip i kørekortet.
To billister kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet.
Der var dog en enkelt billist, som slog alle de andre i den kedelige disciplin. Han kørte hele 193 km/t., hvorfor han har fået en ubetinget frakendelse af kørekortet og en bøde på minimum 8.000 kroner.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.