Krimi16. marts 2024

Væltet vejskilt skaber problemer på motorvej: Punkterer op mod 25 biler

Lørdag blæste vinden et vejskilt omkuld. Det lå med skruerne opad, og cirka 25 biler fik punkterede dæk
Et væltet vejskilt skaber store problemer på motorvej. 
Et væltet vejskilt skaber store problemer på motorvej.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Flere biler er punkteret, efter at de er kørt over et væltet vejskilt på Østjyske Motorvej omkring afkørsel 57 ved Horsens i nordgående retning.

Det oplyser Halfdan Kramer, som er vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

- Der er tale om et vejskilt, som lå med skruerne opad og har punkteret flere biler, siger han.

Politiet modtog den første anmeldelse klokken 16.27.

Vejdirektoratet har ifølge Halfdan Kramer oplyst til Sydøstjyllands Politi, at et af deres skilte har revet sig løs på grund af vinden.

- Vores antagelse er, at 20 til 25 biler er omfattet af det her, lyder det fra Halfdan Kramer.

Han tilføjer, at Vejdirektoratet har ryddet op på motorvejen og fjernet skiltet.

Der har ikke været behov for, at politiet har skullet hjælpe bilisterne med at komme videre. Nogle af dem er selv kørt fra stedet.

- Der er ingen meldinger om tilskadekomne. Intet tyder på, at der er tale om en bevidst handling.

Politiet er i gang med en undersøgelse. Det skal vurdere, om nogen skal stilles til ansvar for, at flere bilister har fået punkterede bildæk.

Sponsoreret indhold