Krimi1. april 2024 (opd. 1. april 2024)

Væltet grisetransport spærrer motorvej

En grisetransport væltede mandag formiddag på Rute 18 Midtjyske Motorvej og spærrer vejen i begge retninger
Politiet forventer, at motorvej afspærret som følge af væltet grisetransport vil genåbne i løbet af mandag eftermiddag. (Arkivfoto). - 
Politiet forventer, at motorvej afspærret som følge af væltet grisetransport vil genåbne i løbet af mandag eftermiddag. (Arkivfoto). -
 Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

En væltet grisetransport spærrede mandag formiddag og eftermiddag Midtjyske Motorvej i begge retninger mellem rastepladserne ved Søby og Herning Syd.

Det oplyste vagtchef Lars Even mandag formiddag til TV Midtvest.

Vagtchefen fortalte, at grisetransporten var tippet hen over midterrabatten, så den spærrede både i motorvejens nord- og sydgående retning.

Han anslog, at omkring syv-otte grise slap ud af lastbilen, hvor de løb rundt på vognbanen.

Mandag eftermiddag efter klokken 16 fortæller politiet til TV Midtvest, at motorvejen er blevet genåbnet i begge retninger.

- Umiddelbart var det en dækeksplosion, der var i skyld i, at grisetransporten væltede, siger vagtchef Andreas Andersen til mediet.

Politiet undersøger dog ulykken nærmere for at klarlægge, om der kan være andre årsager til, at grisetransporten væltede.

Efter ulykken spærrede politiet motorvejsstrækningen af, og der blev etableret omkørsel.

Der blev desuden tilkaldt en dyrlæge, der skulle hjælpe med at tage hånd om grisene. Mandag eftermiddag lyder det, at indtil videre fem grise har mistet livet som følge af ulykken.

Der er ingen meldinger om personskade i forbindelse med den væltede grisetransport.

Sponsoreret indhold