Krimi30. november 2021

Uskyldigt offer myrdet: Fire mænd tiltalt for drab

Fire mænd melem 19 og 26 år er nu blevet tiltalt for et drab i sommeren sidste år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skaermbillede_2021-11-30_kl._09.20.28_0.png
 Foto: Ritzau Scanpix (arkivfoto)

Abdinur Mohamed Ismail blev 24. juni sidste år skudt ved boligblokken Egeparken i Voldsmose i Odense.

Han var netop kommet hjem, da der blev affyret skud.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Og efter en længere efterforskning har Fyns Politi nu rejst tiltale mod fire mænd, der er i alderen fra 19 til 26 år, for drabet.

Udover dem er også en 32-årig mand tiltalt i sagen. Han er tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse og for at have bragt andres liv og førlighed i fare.

Skuddramaet fandt sted kort før midnat den sommeraften, politiet mener, at der var tale om en kulmination på en længere konflikt mellem to bandegrupperinger fra Vollsmose og Korsløkke.

Den 32-årige mand, som er fra den anden gruppering, var på parkeringspladsen og blev ramt af fire skud, men overlevede.

Da personerne fra den ene gruppe flygtede, blev de mødt af personer fra den anden gruppe, der affyrede skud, som ramte Abdinur Mohamed Ismail.

Den unge mand var ikke en del af bandekonflikten og blev dermed et uskyldigt offer i konflikten mellem de to grupperinger.

Fire af de tiltalte - en 26-årig, to 22-årige og en 19-årig, sidder varetægtsfængslet.

Anklageskriftet omhandler udover drab også indbrud, ulovlig våbenbesiddelse, salg af narko, vold og afpresning og fareforvoldelse.

Sagen begynder i august 2022 i Retten i Odense.

Sponsoreret indhold