Krimi30. januar 2024

Ung mand dræbte rocker med oversavet haglgevær: Sådan lyder straffen

En 23-årig mand er skyldig i skuddrabet på en 34-årig mand juledag i 2022
Retten i Næstved har tirsdag kendt en 23-årig mand skyldig i drab, efter han på juledag i 2022 skød et 34-årigt prøvemedlem fra Bandidos.
Retten i Næstved har tirsdag kendt en 23-årig mand skyldig i drab, efter han på juledag i 2022 skød et 34-årigt prøvemedlem fra Bandidos.
 Foto: Presse-fotos

Et møde med et 34-årigt prøvemedlem i Bandidos juledag i 2022 koster 23-årige Simon Bay Pedersen en fængselsstraf på 15 års fængsel.

Retten i Næstved har fundet ham skyldig i at have dræbt den 34-årige mand med et enkelt skud med et oversavet haglgevær.

- Efter en samlet vurdering bliver det en fællesstraf på 15 års fængsel, lyder det fra retsformanden.

Imens den dømte mand ventede på afgørelsen, så han tydeligt påvirket ud. Han foldede hænderne og trak flere gange vejret dybt.

Forud for drabet var der en konflikt mellem den 23-årige og medlemmer af Bandidos.

Ifølge retten blev han udsat for et voldeligt overfald i en skov få uger før drabet. Det skulle angiveligt handle om en gæld, som den 23-årige mand havde opbygget.

Simon Bay Pedersen har forklaret, at geværet gik af ved et uheld. Han var bange for at blive lokket i et baghold. Det var derfor, at han havde medbragt geværet til det afsides møde med den 34-årige ved Mogenstrup.

Et flertal blandt dommerne og nævningerne mente ikke, at der var kommet noget frem under sagen, som underbyggede, at geværet gik af ved et uheld.

Straffen inkluderer en reststraf. En reststraf er det der er tilbage af en dom, når man prøveløslades. Det kan retten lægge oven i en senere dom til en fællesstraf.

Den 23-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke dommen.

Dommerne og nævningerne i sagen var ikke enige om længden af fængselsstraffen.

En enkelt nævning mente, at 14 års fængsel var den rette straf, og en anden nævning stemte for 13 års fængsel.

Sponsoreret indhold