Ung mand anholdt: Brød ind i lejlighed og satte en pistol for hendes pande

Forsøg på manddrab, våbenbesiddelse og trusler på livet.
En 20-årig mand bliver onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, og rækken af sigtelser mod ham er lang.
Manden har ifølge anklagemyndigheden skaffet sig uberettiget adgang til en 26-årig kvindes lejlighed i Tilst i Aarhus ved at smadre en rude med en bus-hammer.
Herefter har han slået hende på arme og ben, truet med at slå hende ihjel, taget kvælertag på hende og holdt en 9 millimeter pistol foran hendes pande.
Det fremgik af grundlovsforhøret, hvor TV2 Østjylland (link fjernet) var til stede i retten.
Den unge mand havde mørkt joggingtøj på, og ifølge TV2 Østjylland (link fjernet)s reporter i retten smilede han til pressen og kom også med en kæk kommentar til en af betjentene, da han spurgte om, ham godt måtte gå hen til sin forsvarer uden håndjern.
Østjyllands Politi modtog anmeldelsen mandag klokken 13.24.
De to personer - offer og gerningsmand - kendte hinanden i forvejen, men den 20-årige mand var flygtet fra stedet, da politiet var fremme kort tid efter anmeldelsen, oplyser politiet.
I forbindelse med efterforskningen af sagen har politiet ledt intensivt efter den 20-årige mand, hvilket tirsdag ved 12.00-tiden førte til, at han blev fundet og anholdt på en adresse i Brabrand.
Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre ved dagens grundlovsforhør, og Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.