Annonce
Krimi12 timer siden

Ung FCK-fan idømt fængsel: Angreb betjente på Brøndby Stadion

22-årig mand fra Nordsjælland har straks anket ubetinget fængselsdom for grov vold mod en politibetjent ved skandale-derby
Politi på banen grundet tumult mellem fans før 3F Superliga-kampen mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion, søndag den 27. oktober 2024.
Politiet måtte rykke på banen i forbindelse med optøjerne på Brøndby Stadion. Nu er en fck-fan dømt for sin andel i balladen.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce

LÆS OGSÅ: Nye problemer med loven: Politiet på besøg hos Robert Hansen (igen, igen)

De massive uroligheder på Brøndby Stadion forud for superligakampen i oktober sidste år mellem Brøndby og FCK koster nu en 22-årig mand fra Helsingør-området ubetinget fængsel. Det har Retten i Glostrup afgjort tirsdag formiddag.

Den 22-årige mand erkendte sig delvist skyldig i den ganske alvorlige tiltale, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi havde rejst mod ham i kølvandet på den kaotiske optakt til kampen 27. oktober 2024. Kampen mellem de to rivaliserende superligahold skulle fløjtes i gang klokken 12, men før kampstart stormede et større antal maskerede personer fra Brøndbys Sydsiden-tribune pludselig ned langs den ene langside i retning mod udebaneafsnittet med FCK-fans i den modsatte ende af stadion.

Annonce

Stormløbet udløste et modangreb fra et antal FCK-tilhængere. Der blev blandt andet kastet brændende romerlys mellem de to grupper, mens fredelige tilskuere på begge sider uforvarende blev fanget i krydsilden og forsøgte at flygte i sikkerhed. Også stadionkontrollører og tililende politifolk endte i skudlinjen.

Ifølge politiet og anklagemyndigheden spillede den 22-årige en vis rolle i urolighederne, og derfor var han tirsdag sag på anklagebænken for sin andel i hooligan-optøjerne.

Annonce

I retten fremstod den unge mand, der havde et par familiemedlemmer med som støtte, dog langt mere afdæmpet end på de optagelser fra videoovervågning og politiets kropskameraer, som blev afspillet i retssalen.

Med spag stemme erkendte han, at han havde kastet et flere meter langt plasticrør mod en gruppe politibetjente, der netop var rykket ind på stadion for at dæmpe gemytterne. Der var tale om et rør, som bruges til at rulle reklamebannere omkring. Han tilstod også, at han havde kastet en metalspand efter betjentene.

Annonce

Den 22-årige udpegede sig selv på videooptagelserne som en person iført en hvid balaclava med blå stribe ved øjnene. På optagelserne ser man først andre maskerede personer kaste røret, uden at det rammer nogen. Kort efter løfter den 22-årige så røret op igen og kaster det mod gruppen af politifolk.

Nogle betjente får afværget det flyvende rør, men en kvindelig politibetjent i sidste del af gruppen bliver ramt på siden af hovedet af plasticrøret. Hun kom ikke noget alvorligt til, fortalte hun selv som vidne i retssagen.

Annonce

- Jeg ser et stort, sort rør blive kastet op. Først ryger det forbi mig, og jeg prøver at dukke mig, men så bliver jeg alligevel ramt bagfra. Jeg måtte gribe fat i afskærmningen (reklamebanden, red.) for ikke at falde helt ned, og så hiver en af mine kolleger mig op, sagde politibetjenten.

Selv om den 22-årige erkendte kastet med røret og metalspanden, afviste han, at det havde været hans hensigt at ramme nogen.

Annonce

- Jeg ser ikke, hvor det rammer. Jeg kastede bare tingene væk, forklarede den 22-årige FCK-tilhænger, som ikke tidligere er straffet eller har været sat i forbindelse med hooliganoptøjer.

Den ramte kvinde vurderede heller ikke, at den 22-årige specifikt var gået efter hende.

- Jeg tænker ikke, at det var mig som person, men politiet, der skulle rammes (med de forskellige genstande, red.), lød det fra betjenten.

Annonce

Når den 22-årige kun erklærede sig delvist skyldig, hænger det sammen med, at anklagemyndigheden betragtede rør-kastet som grov vold mod den ramte politibetjent, og som forsøg på grov vold mod de øvrige betjente. Også kastet med metalspanden var ifølge tiltalen et forsøg på grov vold.

Forsvarer Kirsten Birch mente i stedet, at der alene var tale om såkaldt simpel vold og forsøg på simpel vold. Samtidig mente hun ikke, at det kunne udelukkes, at betjenten blev ramt af røret, fordi nogle af hendes kolleger skubbede det over mod hende i kampens hede.

Annonce

Efter at have vejet sagens beviser, nåede domsmandsretten i sidste ende frem til, at den 22-åriges kast med plasticrøret var grov vold og forsøg på grov vold. Da de forurettede var politifolk, blev han samtidig dømt for at have angrebet personer i offentlig tjeneste med en genstand.

I forhold til metalspanden mente retten ikke, at det kunne kaldes et forsøg på grov vold, men den 22-årige blev også her dømt for at have kastet en genstand efter de tjenestegørende politifolk.

Annonce

Én dommer ville sende ham 10 måneder i fængsel, mens de to andre - flertallet - fandt otte måneder passende. Og der var enighed om, at sagens alvor betyder, at straffen er ubetinget og dermed skal afsones.

Det kommer dog ikke til at ske, før Østre Landsret har set på sagen. Den 22-årige ankede på stedet dommen til frifindelse i det omfang, han ikke selv har erkendt sig skyldig. Eller alternativt for at få en mildere straf.

Annonce

Under retssagen forsøgte den 22-årige, der ikke ser sig selv som del af hooliganmiljøet og efter eget udsagn aldrig har deltaget i fodbolduro, at forklare sine handlinger.

- Lige pludselig kommer en masse Brøndby-fans løbende ned mod udebaneafsnittet og angriber med romerlys. Det er umuligt at komme ud fra tribunen ad den normale indgang. Den eneste vej væk er ved at hoppe ud over hegnet. Så i i første omgang er det som en slags selvforsvar, at jeg hopper over hegnet, sagde den 22-årige.

Men han erkendte også, at han ikke stoppede der, selv om brøndbyfansene var trukket tilbage mod deres egen tribune. Anklagerfuldmægtig Natascha Poulsen spurgte om han blev grebet af stemningen.

- Det tror jeg ikke. Jeg tror, det var frustrationer over, at det kunne ske, at der løb Brøndby-fans ned mod vores ende. Det har været et emne flere gange, at det kunne ske, lød forklaringen.

Annonce

Sponsoreret indhold