Krimi26. oktober 2020

Undsluppet slange fundet død efter flere år i dansk shoppingcenter

Slangen har manglet i sit terrarium i Bonnie Dyrecenter, siden den slap væk for fire år siden. Nu er den fundet i City 2’s elevatorskakt
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/122120761_3707356005963512_595804903737133756_o.jpg
 Foto: Facebook/City 2

Det er måske ikke ligefrem synet, som man ønsker at møde, når man fragter varer i en elevator i et indkøbscenter.

Ikke desto mindre er en undsluppet slange fra dyrehandlen i indkøbscenteret City 2 i Taastrup nu dukket op – lidt mere indtørret og tynd, end da den stak af for omkring fire år siden.

Fri i fire år

På shoppingcenterets facebookside er der postet et billede af den døde slange, som personalet formoder, har levet i store dele af de seneste år.

Mens den har snoet sig rundt i krogene i blandt andet elevatorskakten.

”Elevatorskakten, den blev fundet i, er blevet serviceret ca. 10 gange om året de seneste mange år, så slangen har øjensynligt levet i bedste velgående i ca 4 år, og har fået masser af mad,” står der i opslaget, før der spekuleres videre i, hvordan den har skaffet føde.

”Der var også noget med, at dyrehandleren manglede en edderkop.”

Det var netop også under et af disse rutinemæssige tjek af elevatordriften, at slangen blev fundet.

I de mere end 600 kommentarer på City 2’s opslag om fundet af den slimede udbryderkonge er den ene halvdel forfærdede, mens den anden halvdel udtrykker sympati med dyret.

Flere tagger deres venner, mens de undrer sig over, om de kunne have stødt på slangen i løbet af de seneste år.

"Jeg har tilbragt alt for mange timer i City 2, til at det her er sådan noget, der må ske," skriver én bruger under opslaget.

En anden har tilsyneladende som ansat også brugt tid på lageret, der ikke var super indbydende til at starte med.

"Tænk på de gange, vi har været i inventarkælderen. Det var klamt nok i forvejen."

Dog understreger City 2 i en besked til SE og HØR, at slangen på ingen måde har været farlig.

"Det var en helt uskadelig slange, som nogle holder som husdyr," skriver de om slangen, der blev fundet i en vareelevator og altså ikke der, hvor der har været kunder.

City 2 er med 68 butikker under knap 100.000 km2 tag Danmarks tredjestørste indkøbscenter, så slangen har haft masser af plads at boltre sig på og kringelkroge at putte sig i.

Sponsoreret indhold