Ulrika Bidegård kidnappet: Her er hele historien

Hun var blevet spået en storslået karriere som springrytter – og næste mål var da også, at hun skulle ride sig til medaljer ved OL.

Men en iskold og mørk januaraften i 1993 blev svenske Ulrika Bidegårds liv for altid forandret. Her blev den dengang 28-årige kvinde på brutalt vis kidnappet fra familiens mondæne villa i Rhode-Saint-Genèse uden for Bruxelles.

Først fire dage senere sluttede hendes mareridt – og det var på alle måder i allersidste sekund. Den lyshårede kvinde var i overhængende livsfare, efter hun i fire dage havde siddet bundet til en stol i en kasse.

- Mine arme var stive som pinde. Det samme var mine ben og fødder. Jeg havde ondt i ansigtet. Jeg havde ondt overalt. Jeg ville bare ud af den kasse, fortæller Ulrika Bidegård i dag i dokumentaren ”Kidnapningen af Ulrika Bidegård”. Her fortæller hun også i detaljer om det mareridt, der for altid ændrede hende og familiens liv.

Begyndte at gø

Onsdag den 20. januar 1993 havde Ulrika Bidegård tilbragt aftenen hos en kammerat. Hendes forældre og storebror var i Sverige, og derfor var huset i Bruxelles helt mørkt og tomt. Omkring klokken 20.30 vendte hun hjem til familiens store villa i Bruxelles sammen med familiens to hunde.

- Så begyndte de at gø, og det plejede de ikke at gøre,

- Så kommer der en maskeret mand ud med en pistol rettet mod mig. Jeg tænkte, at det var et almindeligt røveri, så jeg gav ham nøglerne og sagde ”Gå derind og ta’, hvad du vil have”.

Men den hætteklædte mand havde noget andet i tankerne: Han ville have Ulrika.

Han bandt hende og rullede hende ind i et tæppe og smed hende ind i bilen.

Selv om Ulrika forsøgte at holde styr på, hvor bilen kørte hen, var det umuligt. Imens begyndte frygten at få fat.

- Jeg var bange for, jeg skulle dø. Jeg vidste jo ikke, hvad han ville med mig, siger hun i dag.

Til sidst bar han hende indenfor. Ulrika havde bind for øjnene og kunne derfor ikke se, hvad der foregik. Men hun mærkede, at han bandt hende til en stol – og det virkede som om, at stolen var i en klaustrofobisk kasse.

- Jeg var fuldstændig panikslagen. Der var ikke meget luft i kassen. Det var særdeles ubehageligt. Jeg var hysterisk. Jeg var bange.

Opkald fra kidnapperen

Hjemme i Sverige gik der ikke længe, før Ulrikas forældre blev ringet op af den mystiske mand. Han fortalte på gebrokkent engelsk, at han havde kidnappet Ulrika, og at hun ville dø, hvis de gik til pressen eller politiet.

Familien tog alligevel diskret fat i politiet, der straks gik i gang med en omfattende efterforskning. Tiden var afgørende, hvis Ulrika skulle have en chance for at overleve.

Man overvågede familiens hus, Ulrikas kreditkort – og det lykkedes også at spore kidnapperens opkald til en telefonboks i det centrale Bruxelles. Alle telefonbokse i området blev derfor aflyttet i håb om, at han ville foretage endnu et opkald.

Imens sad Ulrika i et mørkt mareridt. Hendes kidnapper bedøvende hende løbende, så hun gled ind og ud af bevidstheden.

På et tidspunkt fornemmede hun, at gerningsmanden var i gang med at bygge noget.

- Jeg tænkte, nu laver han en kiste til mig, han vil enten dræbe mig eller begrave mig levende, siger hun i dag.

Håbet svinder

I begyndelsen forsøgte hun at holde håbet oppe ved at tænke på sine heste og sin familie. Men efter fire dage i kassen var både krop og sind tæt på at give op.

- Til sidst orkede jeg ikke mere. Jeg tænkte, jeg ikke kom til at se dem igen. Jeg var evig træt og tænkte: ”Hvordan skal de finde mig, ingen ved, hvor jeg er”.

Én enkelt fejltagelse fra kidnapperen endte med at blive Ulrikas redning. På dag fire hævede han penge fra Ulrikas hævekort – og politiet kom på sporet af ham. Han viste sig at være en svensk snedker, der tidligere havde været ansat af Bidegård-familien.

Belgiske betjente stormede hans lejlighed tidligt om morgenen den 25. januar – og gemt i en kasse i soveværelset fandt de Ulrika.

- Senere sagde de, at det var noget af det værste, de havde set. Så slem så jeg ud. Jeg havde ikke lang tid igen, jeg var så dårlig.

To glas vand

I løbet af de fire dage havde Ulrika kun fået en halv banan og to glas vand. Hele hendes ansigt var svulmet op, og huden på undersiden af hendes ben var blevet revet af, da hun blev løftet fra sin fangestol.

Ulrika endte med at måtte opgive at vende tilbage til sin elskede ridesport.

- Han tog på mange måder mit liv og mine mål, siger hun i dag.

Kidnapningen endte dog på forunderlig vis med at bringe noget godt med sig: En kærlighedshistorie ud over det sædvanlige.

Halvandet år efter hun blev kidnappet, blev Ulrika således gift med den efterforskningsleder, der var med til at redde hende: Tony Soberon.

Han havde lovet at spise en middag med familien, når og hvis Ulrika blev fundet i live. Og som aftalt, så gjort.

- Så mødtes vi lidt flere gange og endte som et par. Det var jo dejligt.

Tony og Ulrika fik to børn sammen. I dag er de skilt, men har stadig et tæt og nært venskab.