Krimi14. januar 2021

Ulla har været forsvundet i 24 år: Findes svaret i det hemmelige kølerum?

Ulla Bødker fra Esbjerg forsvandt for 24 år siden. Lige så længe har hendes familie levet med den ubærlige uvished, om hvad der er hændt hende
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/84b52978-96ba-42ab-a370-0240b1b20abc.jpg
 (Foto: Rene Gundesbøl/TV 2)

Da politiet 19. december 1997 fik adgang til Ulla Bødkers lejlighed i Vædderens Kvarter i det nordlige Esbjerg, blev de mødt af et makabert syn.

Ullas to pekingesere lå døde dér i lejligheden.

På det tidspunkt havde ingen hørt eller set noget til Ulla i tre uger, og hendes familie og venner var overbeviste om, at hun ikke bare var stukket af.

Hundene var nemlig hendes et og alt, og den 48-årige kvinde kunne aldrig finde på bare at efterlade dem til den pinefulde død af sult og tørst.

Noget pegede på, at hun har været udsat for en forbrydelse.

I dag ville Ulla Bødker være 71 år, og hun er stadig en af de 39 savnede danskere, der er efterlyst internationalt af Interpol.

Ulla Bødkers lig er nemlig aldrig blevet fundet, ligesom hun heller aldrig er blevet erklæret død.

I et nyt TV 2-program ”Som sunket i jorden” undersøger man det 24 år gamle mysterium.

Hvad man ved er, at Ulla den aften hun forsvandt, havde fortalt sin nabo, at hun havde lejet en bil, som hun ville køre til Varde i for at låne nogle penge.

Men hvad ingen vidste var altså, at den lille dame aldrig vendte tilbage.

I tiden efter blev over 200 personer afhørt, men intet førte til fundet af Ulla.

Og politiet brugte tiden på at gennemtrawle hendes liv.

Mistanken om en drabssag blev bestyrket, da det viste sig, at den 48-årige kvinde supplerede sin kontanthjælp ved at arbejde som escortpige.

Hurtigt begyndte særdeles makabre rygter at sprede sig i lokalmiljøet. Den sidste person, man med sikkerhed vidste, at Ulla havde mødtes med inden sin forsvinden, var en slagter fra Varde.

Det var ham, Ulla ringede til for at låne penge.

Overfor politiet har slagteren tidligere bekræftet, at han mødtes med den nu forsvundne kvinde og lånte hende 800 kroner.

Men hun skulle være kørt igen fra slagteriet.

Sladderen i byen gik alligevel på, at han skulle have kørt hende igennem slagteriets kødhakker.

Ligesom TV 2 under deres udarbejdelse af dokumentaren også hørte, at slagteren skulle have støbt Ulla Bødker ned i slagteriets gulv.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/f6cbde22-80a4-4c35-8342-ab2a4a6e27bc.jpg
 (Foto: Rene Gundesbøl/TV 2)

TV 2 taler i programmet med slagteren (Foto: TV 2)

Det hemmelige kølerum

Tv-holdet satte sig for at undersøge de sejlivede rygter.

Slagteriet, der i dag er en tøjbutik, blev scannet for, om der var ændringer i gulvopbygninger.

Men håbet om at finde Ulla her svandt.

Tv-holdet fandt dog på en plantegning, at der var et hemmeligt rum i kælderen.

Inde bag en gipsplade var ganske rigtigt et lille rum, der var belagt med karakteristiske hvide fliser.

Rummet havde været tomt i 20 år.

Men intet tydede dog på, at der havde været udgravninger i gulvet – heller ikke i det indtil nu hemmelige rum.

Du kan se ”Som sunket i jorden” torsdag klokken 20 eller allerede nu på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold