Krimi16. august 2023

Uhyggelig sag i Roskilde: Mor og stedfar nægter sig skyldige

Politiet mener, at en mor og en stedfar har voldtaget og krænket kvindens to døtre. Parret nægter sig dog skyldige i de alvorlige anklager
Voldtægtssag i Roskilde
En mor og stedfar er anklaget for at have begået overgreb mod kvindens to døtre.
 Modelfoto: Colourbox

En 35-årig mor og en 47-årig stedfar er anklaget for voldtægt og krænkelser af moderens to døtre, som er under 12 år.
Tirsdag begyndte retssagen ved Retten i Roskilde. Her kom det frem, at det var et amerikansk netværk, som i februar 2021 opdagede, at der på en computer fra en adresse i Ringsted Kommune, lå misbrugsmateriale af børn under 12 år.

Det er netværket National Center for Missing and Exploited Children, der fandt materialet og derefter anmeldte det til det danske politi.
En non-profit organisation, der ifølge deres hjemmeside, blandt andet har som mission at mindske seksuelt misbrug.

Det er på baggrund af den politianmeldelse, at det danske politi foretog en ransagning af det hjem, hvor den 47-årige mand boede. Udover forskellige våben fandt politiet her også en computer.

Det var på computeren, specialister fra politiet, senere fandt bevismateriale nok til, at politiet fandt frem til den 35-årige kvinde - moderen til de to døtre.
Der er nedlagt navneforbud i sagen, som er sat til at forløbe over seks retsdage.

Den 47-årige og den 35-årige er blandt andet anklaget for i en periode på otte måneder at have voldtaget og krænket kvindens to døtre, som begge er under 12 år. Det er de, især på baggrund af en stor samling videomateriale, billeder og chats imellem de to, som politiet har indhentet fra deres computere og iPads.

Begge nægter sig skyldige, skriver Sjællandske Nyheder.

Sponsoreret indhold