Krimi15. april 2024

Uhyggelig afsløring: Drabsmand gik målrettet efter kvinderne

Fem af seks ofre under tragisk knivangreb i Sydney var kvinder - og det er der en uhyggelig forklaring på, mener politiet
Den vanvittige mand gik efter kvinder - og blev selv skudt og dræbt af en kvindelig politibetjent.
Den vanvittige mand gik efter kvinder - og blev selv skudt og dræbt af en kvindelig politibetjent.
 Foto: David Gray/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Mor til ni måneder gammel baby er død

Manden, som lørdag dræbte seks personer med en kniv i et indkøbscenter i den australske storby Sydney, gik tilsyneladende målrettet efter kvinder.

Det siger Karen Webb, politikommissæren i delstaten New South Wales, som Sydney ligger i, på et pressemøde ifølge public service-mediet ABC News.

- Det er åbenlyst for mig og kriminalbetjentene, at det virker til, at gerningsmanden gik efter kvinder og undgik mænd, lyder det.

Fem af de seks ofre var kvinder. Gerningsmanden blev dræbt af politiet.

- Videoovervågningen taler for sig selv, siger Webb.

Her konfronterer en mand morderen, der bare går forbi i sin jagt efter kvinder.
Her konfronterer en mand morderen, der bare går forbi i sin jagt efter kvinder.
 Foto: Tt/Ritzau Scanpix

Knivstikkeriet skete i indkøbscenteret Westfield.

Webb understreger, at man indtil videre ikke er klar over gerningsmandens motiv.

Derfor er kriminalbetjente blandt andet i gang med at afhøre gerningsmandens bekendte.

Anthony Albanese, den australske premierminister, har mandag lokal tid offentliggjort, at en af de dræbte var en kvinde fra Kina.

Den 40-årige gerningsmand har ifølge politiet en historie med psykiske problemer.

Han har angiveligt været i kontakt med politiet adskillige gange over de seneste fire-fem år, men er aldrig blevet anholdt eller sigtet for en forbrydelse.

Politiet har tidligere oplyst, at der er "intet der tyder på, at angrebet havde religiøse-, ideologiske- eller terrormotiver".

Den ene mandlige dræbte var sikkerhedsvagt i centeret.

Flere mennesker, heriblandt et spædbarn, er blevet indlagt på hospitalet efter angrebet. Spædbarnets mor er blandt de dræbte.

Webb har mandag også fortalt, at alle, der er blevet indlagt, er i stabil tilstand, heriblandt spædbarnet.

50 vidner har siden søndag henvendt sig til politiet med mulige oplysninger om angrebet.

Sponsoreret indhold