Krimi4. november 2021

Tysk kvinde dømmes til livstid for at dræbe fem af sine børn

Ifølge anklageren ville den 28-årige mor straffe sin eksmand, der havde fundet sammen med en anden kvinde
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20211104-103013-7_38mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

En domstol i den tyske by Wuppertal har idømt en 28-årig kvinde fængsel på livstid for at have dræbt fem af sine seks børn.

Anklageren kalder hendes forbrydelse for særligt "ondsindet".

Hun ville straffe sin fraskilte mand, der havde fundet sammen med en anden kvinde ifølge anklagemyndigheden.

Den 28-årige er under retssagen kun blevet identificeret som Christiane K. Hun boede sammen med sine børn i Solingen.

3. september sidste år havde moren om morgenen givet børnene medicin, der fik dem til at sove eller blive for sløve til at gøre modstand.

Derpå tog hun dem ind på badeværelset én ad gangen. Her kvalte eller druknede hun dem, inden hun pakkede dem ind i håndklæder og lagde dem i deres senge.

Politiet fandt de fem døde børn i den lejlighed i et boligkompleks, hvor familien boede.

De fem børn var tre piger på et, to og tre år og to drenge på seks og otte år.

Det sjette barn, en 11-årig dreng, undgik samme skæbne, fordi han var i skole.

En mentalundersøgelse sidste år viste, at kvinden var tilregnelig og derfor hjemfalden til straf. Hun vil tidligst efter 15 år kunne søge om at blive benådet.

Ifølge anklageren havde moderen fået anfald af vrede, da hun havde set et foto af sin fraskilte mand og hans nye kæreste.

Det var kvindens tredje ægteskab, og parret blev skilt året forinden. Manden var far til fire af de seks børn.

Efter drabene på børnene forsøgte Christiana K. at kaste sig ud foran et tog på Düsseldorf Station, men blev hevet tilbage af andre personer og slap med mindre skader.

Den 28-årige kvinde har hævdet, at hun er uskyldig. At det var en maskeret mand, der var trængt ind i lejligheden og havde dræbt hendes børn.

Men politiets efterforskning viste ingen spor i den retning, og dommerne afviste derfor forsvarets ønske om frifindelse.

Sponsoreret indhold