Truede TV 2 med bombe: Har været for retten igen
Her rydder de bygningen
Det var den rigtige beslutning, da Retten i Aarhus i fredags varetægtsfængslede en 34-årig mand, som mistænkes for at have fremsat en bombetrussel mod TV 2.
Således har Vestre Landsret stadfæstet varetægtsfængslingen, oplyser landsretten.
Ifølge sigtelsen skrev den 34-årige i en mail til TV 2, at en bombe ville gå af hos tv-stationen på Kvægtorvet i Odense i torsdags præcis klokken 12.00.
Truslen førte til evakuering af TV 2's medarbejdere, og politiet brugte flere timer på at afsøge området med blandt andet sprængstofhunde, inden det oplyste, at der ikke var fundet en bombe på Kvægtorvet.
Den mistænkte blev anholdt torsdag aften i sit hjem i Aarhus, og dagen efter blev han stillet for en dommer i Retten i Aarhus, som varetægtsfængslede ham i foreløbig fire uger.
I retsmødet nægtede han sig skyldig.
Ifølge TV 2 Østjylland blev han i retsmødet sigtet for at have skrevet:
- Så hundehoveder, så er det snart, det går ned i Odense. Forbered jer på Danmarks største angreb.
Fyns Politi har oplyst, at motivet bag truslen er utilfredshed med TV 2's dækning af konflikten i Mellemøsten.
I mailen til tv-stationen skal han også have skrevet, at hvis ikke TV 2 skrev ordentligt om "slagtningen af hans folk", ville han lade en bombe gå af på Kvægtorvet.
Den 34-årige mand er ifølge TV2 Østjylland også sigtet for syv øvrige forhold af trusler mod ansatte på et jobcenter i Aarhus mellem 5. og 27. juni.
Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, så hvad han eventuelt har forklaret, holdes hemmeligt.
Den 34-årige er beskyttet af et navneforbud. Det gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, der vil kunne identificere ham.