Krimi21. januar 2021

Trist milepæl: Corona har nu kostet flere amerikanske liv end Anden Verdenskrig

Biden har allerede iværksat initiativer, der skal knække kurven i USA
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega727890_006.jpg
 Foto: MEGA

På store skiftedag i Det Hvide Hus kunne Joe Biden fortælle nedslående nyt.

Den allerede omdiskuterede og stærkt roste tale opfordrede både til håb og sammenhold, men den hidtid ældste præsident i embedet er også fast besluttet på at angribe helt akutte problemer i det amerikanske samfund.

Eksempelvis de frygtede og enormt smitsomme coronavirus, som nu har slået en kedelig rekord i Guds eget land.

Ifølge tal for John Hopkins Universitetet, der leverer smitte- og dødstal globalt, er 406.001 amerikanere indtil videre døde med coronavirus.

Og det er et skelsættende antal, for det overstiger netop det amerikanske dødstal under Anden Verdenskrig til 405.399. Sådan lyder opgørelsen fra Department of Veteran Affairs.

- Virussen har på ét år taget lige så mange liv, som Amerika mistede i hele Anden Verdenskrig. Millioner af job er tabt. Hundredtusinder af virksomheder er lukket, lød det fra Biden i indsættelsestalen.

Den 78-årige Biden mener ikke, at den amerikanske regering udelukkende har et økonomisk behov for at få knækket coronakurven over there. Han taler desuden om en moralsk forpligtelse.

Effektiv første dag

Derfor var en af hans første bedrifter i det nystartede job at underskrive et dekret, der skal gøre det lovpligtigt at bære mundbind – på steder, hvor Biden som siddende præsident kan bestemme dette.

Her nævnes eksempelvis føderale bygninger, ligesom rejsende mellem delstater med fly, bus eller tog, skal bære mundbind.

I øjeblikket er der forskellige eksempler på maskekrav i 38 ud af de i alt 50 delstater.

Derudover sætter Joe Biden intet mindre end 1,9 billioner dollars – svarende til knap 11,7 billioner danske kroner – af til bekæmpelsen af corona.

De skal hjælpe Biden til at nå sit mål om at have vaccineret 100 millioner amerikanere, efter han har siddet sine første 100 dage i stolen på det ovale kontor.

Præsidenten har desuden planer om at genåbne de fleste skoler i løbet af foråret, samt give den hårdt pressede økonomi en hjælpende hånd.

Hans forgænger, Donald Trump, fik for et par måneder tilbage godkendt en plan på 900 milliarder dollars, der involverede økonomisk håndsrækning til borgerne.

Bidens nøk opad i coronaindsatsen skal dog godkendes i Kongressen. Her har demokraterne blot et smalt flertal i begge kamre.

Sponsoreret indhold