Krimi18. november 2021

Tre tiltalt for ulovligt salg af over 42 hundehvalpe

To mænd og en kvinde er tiltalt for at have solgt hundehvalpe ulovligt via hjemmesider som Den Blå Avis
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20080404-165525-5-1920x1424we.jpg
 Foto: Steen Agger/Biofoto/Ritzau Scanpix

Torsdag står to mænd og en kvinde tiltalt ved Retten i Svendborg for ulovligt at have transporteret og solgt hundehvalpe af racen fransk bulldog.

De to mænd på 39 og 40 år samt den 30-årige kvinde har solgt mindst 42 hunde ulovligt.

Ifølge anklageskriftet var det via annoncer på siderne Gul og Gratis og Den Blå Avis, at hundene blev solgt.

Det skete fra de tiltaltes private adresser i Svendborg og Kværndrup, men også fra andre adresser – blandt andet en togstation i Nyborg og en parkeringsplads ved en Burger King i Middelfart.

Og prisen, som de tiltalte solgte hundene for, varierede lige fra 5000 kroner til 12.000 kroner.

I alt ti hundehvalpe blev transporteret af den 39-årige mand, men transportvirksomheden, som den tiltalte var ansvarlig for, var ikke i besiddelse af en autorisation udstedt af Fødevarestyrelsen.

Derudover var hundene under otte uger gamle, da de blev transporteret.

Selv om hundene blev transporteret og solgt ulovligt, tyder intet på, at de tiltalte ikke har behandlet hundene ordentligt, fortæller kvindens forsvarsadvokat, Nicolai Berg.

- Hundene er blevet behandlet ordentligt, og hvis ikke, var der formentlig også blevet rejst tiltale for vanrøgt.

Den 39-årige mand og kvinden er desuden tiltalt for dokumentfalsk. I forbindelse med salget af hundehvalpe har de begge underskrevet købsaftaler med falske navne.

Kvinden og den 40-årige mand nægter sig skyldige, oplyser deres forsvarsadvokater.

Det vides ikke, hvordan den 39-årige mand, der er tiltalt for at transportere ti hunde ulovligt, forholder sig til anklagerne, da Nima Nabipour, der repræsenterer den 39-årige, ikke har ønsket at udtale sig.

Selv om salget af hundene ifølge anklageren er foregået ulovligt, så forbliver de hos de nuværende ejere.

- Udgangspunktet er, at hundene bliver hos ejerne. Hundene er som sådan ikke et ulovligt produkt. Det, der er rejst tiltale for, er måden, man er kommet i besiddelse af hundene på. Og måden de er blevet solgt på, siger Nicolai Berg.

Retten i Svendborg har afsat tre dage til sagen, og der ventes at falde dom i næste uge.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Klaus Holten Kristensen, som er anklager i sagen.

Sponsoreret indhold