Krimi29. februar 2024 (opd. 29. februar 2024)

Tre personer dræbt: Påkørt af godstog

Den tredje person er endnu ikke identificeret
Tre personer er afgået ved døden i en togulykke i Örebro i det centrale Sverige.
Tre personer er afgået ved døden i en togulykke i Örebro i det centrale Sverige.
 Foto: Pavel Koubek/TT/Ritzau Scanpix

Tre personer er afgået ved døden, efter at de blev påkørt af et godstog i Örebro i det centrale Sverige.

Det oplyser politiet i Örebro.

Ulykken fandt sted onsdag aften klokken 22.44, men først torsdag formiddag oplyste politiet, at alle tre er omkommet.

To af de omkomne er identificeret som henholdsvis en 25-årig mand og en 20-årig kvinde. Deres pårørende er underrettet om ulykken

Den tredje person er endnu ikke identificeret.

Lokalpolitiet har torsdag holdt pressemøde om ulykken.

- Vi kunne desværre konstatere, at tre personer var døde.

- En frygtelig hændelse, sagde områdechefen for lokalpolitiet i Örebro, Roberto Eid Forest, på pressemødet.

Ifølge Trafikverket, som står for driften af jernbanenettet i Sverige, skete påkørslen ved en jernbaneoverskæring i det centrale Örebro.

- Det billede, vi har lige nu, er, at personerne må være steget af et passagertog og derefter er gået over sporet ved jernbaneoverskæringen, siger Felicia Davidsson, der er pressemedarbejder hos Trafikverket.

- Af en eller anden grund har de ikke bemærket, at der er kommet et godstog.

Redningsindsatsen på stedet varede indtil midnat.

Sponsoreret indhold