Krimi12. marts 2024 (opd. 12. marts 2024)

Tre mænd sigtet for drab: 20-årig døde i frisørsalon

Tre mænd er blevet sigtet for et drab på en 20-årig mand begået i en frisørsalon

Københavns Politi har sigtet tre mænd i en sag om drabsforsøg og et efterfølgende drab på en 20-årig mand i Brønshøj i september 2020.

To af dem - en mand på 21 år og 25 år - blev tirsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg med begæring om varetægtsfængsling.

Den fulgte retten. De to unge mænd blev varetægtsfængslet i fire uger, skriver anklagemyndigheden på det sociale medie X.

Grundlovsforhøret startede 09.30, og det var også nødvendigt, da den 21-årige blev anholdt klokken 09.37 mandag.

Den 21-årige og den 25-årige har tidligere været varetægtsfængslet i sagen, men blev løsladt i 2021. Tirsdag nægtede de sig skyldige, ligesom i 2021.

- Vi har været igennem det her en gang før. Det er ligesom sidste gang, sagde den 21-årige, efter at anklageren havde læst sigtelserne op, hvorefter han af dommeren blev bedt om at tie stille.

Kort efter blev dørene til retsmødet lukket.

Dommeren begrundede dørlukningen med, at anklageren fortalte, at den person, politiet mener løsnede de skud, der dræbte den 20-årige, fortsat er på fri fod.

Derudover ville anklagemyndigheden i grundlovsforhøret fremlægge en stor mængde efterforskningsmateriale, som man har indsamlet, siden den 21-årige og 25-årige, der menes at have haft tilknytning til bandegrupperingen NNV, blev løsladt i 2021. Det mente dommeren også retfærdiggjorde en dørlukning.

En 29-årig mand, der ligeledes menes at have tilknytning til NNV, er også blevet sigtet for medvirken til drabet og drabsforsøget. Han sidder i forvejen varetægtsfængslet i en sag om planlægning af drab.

Den 29-årige var til stede i tirsdagens grundlovsforhør, men blev ikke fremstillet med en begæring om varetægtsfængsling, da han altså i forvejen er fængslet. Han nægtede sig også skyldig i de nye sigtelser mod ham.

De to unge mænd på 21 og 25 år var i forvejen sigtet for drabsforsøget, som fandt sted 24. september 2020. Her kørte to mænd på motorcykel flere gange forbi frisørsalonen. Bagsædepassageren havde ifølge politiet en pistol med.

Men nu knytter politiet også den 25-årige mand til selve drabet, som skete fem dage senere i frisørsalonen, hvor offeret, som politiet formoder var tilknyttet en bandegruppering fra Tingbjerg, arbejdede. Politiet mener, at den 25-årige medvirkede til det.

- I drabssager giver vi i politiet aldrig op, og selv om sagen her har været længe undervejs, så er jeg meget tilfreds med, at vi nu står med et gennembrud, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi i en pressemeddelelse.

- Det er på baggrund af den samlede efterforskning, at vi nu mener, at der er en begrundet mistanke om, at de er skyldige i de rejste sigtelser. Derfor skred vi i går (mandag, red.) til anholdelser og sigtelse af de tre mistænkte, lyder det fra Knud Hvass.

Da politiet mener, drabsforsøget og drabet skete som led i en bandekonflikt, har man rejst sigtelse efter straffelovens paragraf 81a. Det er den paragraf, som til tider bliver kaldt "bandeparagraffen".

Det betyder, at de kan risikere dobbeltstraf, hvis det på et senere tidspunkt vurderes i retten, at sagen har relation til en bandekonflikt.

Sponsoreret indhold