Krimi15. december 2023 (opd. 15. december 2023)

Tre mænd får samlet 44 års fængsel for smugling af 200 kilo narko

Retten i Aarhus har idømt tre mænd lange fængselsstraffe for at arrangere indsmugling og salg af narko

Retten i Aarhus har idømt tre mænd henholdsvis 14, 14 og 16 års fængsel for at have stået for indsmugling og videresalg af store mængder narkotika på tværs af Danmark.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om 29-årige Ali Hussein Charafeldin, 34-årige Mohammad Samir Amiri og 35-årige Shirsha Shirzada. De kommer fra henholdsvis Tilst, Viby J og Kolding.

De har sammen med en tidligere dømt person arrangeret indsmugling og videresalg af cirka 81 kilo kokain og 121,5 kilo amfetamin over en periode fra 2020 og 2022.

Den 29-årige er desuden dømt for at have solgt yderligere syv kilo kokain, mens den 35-årige er dømt for at have deltaget i salg af 10 kilo kokain i Norge. Den sidstnævnte udvises for bestandig.

De tre dømte blev sammen med flere andre anholdt ved en internationalt koordineret aktion den 5. oktober sidste år.

Under aktionen blev ti mænd i alderen 24 til 62 år anholdt på tværs af landegrænser. Politimyndigheder fra Norge, Holland, Tyskland og Montenegro var involveret sammen med Europol og Interpol.

I alt var de ti mænd sigtet for at have smuglet 500 kilo kokain fra Holland til Danmark.

Fem af anholdelserne skete i Danmark.

Politiet har døbt sagen "Operation Montreal", og det er én af flere straffesager, hvor korrespondance fra Sky ECC og EncroChat er blevet ført som bevis.

De dekrypterede beskeder har gjort det muligt for NSK’s efterforskere at identificere en række af forholdene og knytte dem til de dømte.

Retten har ud over fængselsstraffen konfiskeret udbytte for over to millioner kroner hos de tre dømte.

Alle mændene har anket dommen. De vil frifindes.

Sponsoreret indhold