11 personer er kommet til skade, og to er i kritisk tilstand, efter at en bil ramte en menneskemængde på Sortedam Dossering på Nørrebro i København onsdag eftermiddag.
Det oplyser Jesper Frandsen, der er vagtchef ved Københavns Politi, til TV 2.
- Vi har et hændelsesforløb sammensat af vidneforklaringer fra stedet, siger han til Ritzau.
I første omgang fortalte politiet, at tre personer var i kritisk tilstand efter påkørslen. Ifølge Ekstra Bladet er det tal siden nedjusteret til to.
- Jævnfør disse forklaringer kører pågældende ad Sortedam Dossering i retning mod Nørrebrogade. I krydset inden Ravnsborg Tværgade kører han formentlig ind i noget vejarbejde og mister i den forbindelse herredømmet over køretøjet.
- Herefter fortsætter han og rammer en cyklist og kører op på fortovet ved Lagkagehuset, hvor der er udendørsservering, og så fortsætter han ad fortovet, hvor han påkører yderligere et antal mennesker, lyder det videre.
Fordi den ældre mand er en af de tilskadekomne, har det endnu ikke været muligt at afhøre ham.
- Men hans forklaring er selvfølgelig en vigtig del af at få afklaret, hvad der er sket, siger vagtchefen.
- Afhængig af vores undersøgelse kan det komme på tale, at han sigtes for brud på færdselsloven eller straffeloven. Men det er endnu for tidligt at sige.
Ifølge Ekstra Bladet var en mindre rød personbil involveret i ulykken.
Et øjenvidne har fortalt til TV 2, at bilen drejede pludseligt, og den ramte blandt andre en ung mand, der blev slynget op i luften.
Derefter kørte bilen videre ind i nogle langborde ude foran Lagkagehuset på Sortedam Dossering.
Man kunne blandt andet høre folk skrige og efterfølgende se mange løbe derfra, har et vidne sagt til B.T.
- Jeg hørte et stort brag og vendte mig om, og så så vi en masse mennesker løbe derfra, sagde han.
En ung kvinde har desuden fortalt Ekstra Bladet, at hun var tæt på at blive ramt af bilen, men at hun nåede at flytte sig.
- Jeg troede, det var et terrorangreb. Hvad skal man ellers tro, når der kommer en bil bragende med så høj fart, lød hendes forklaring.
Politiet er fortsat til stede på Sortedam Dossering og vil være det mindst en time endnu, lyder det lidt før klokken 18.