Krimi20. juli 2023

Tre dræbt tæt på kæmpe sportsevent

Døde efter skyderi i Auckland, hvor VM i kvindefodbold torsdag begynder
Der blev slået storalarm efter masseskyderiet.
Der blev slået storalarm efter masseskyderiet.
 Foto: Saeed Khan/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Mistænkt seriemorder Rex Heuermann har arbejdet for Donald Trump

Tre personer inklusive en gerningsmand er døde efter et skyderi torsdag morgen i den newzealandske storby Auckland.

Det skriver avisen The New Zealand Herald.

Yderligere seks personer er tilskadekomne, hvoraf tre er i kritisk tilstand.

Ifølge avisen skete skyderiet på en byggeplads i byens centrale forretningsdistrikt.

Ifølge politiinspektør Sunny Patel gik gerningsmanden ind på byggepladsen klokken 07.22 torsdag.

- Gerningsmanden har bevæget sig igennem byggepladsen og fortsat med at affyre sit skydevåben. Da han nåede bygningens øverste etager, tog han ophold i elevatorskakten, hvor vores personale forsøgte at håndtere ham, lyder det.

- Yderligere skud blev affyret af gerningsmanden, og han blev fundet død kort tid efter.

Han oplyser yderligere, at skyderiet ikke bliver betragtet som en national sikkerhedsrisiko.

En af de tilskadekomne er en politibetjent, skriver The New Zealand Herald.

Tidligere på dagen var der meldinger om, at en gade i Auckland var blevet afspærret efter meldinger om et skyderi.

Politiet oplyste, at man var rykket ud til en "alvorlig hændelse".

- Dette er en skræmmende situation for beboerne i Auckland midt i morgenens myldretidstrafik. Blev venligst hjemme og undgå rejser til bymidten, skrev Auckland-borgmester Wayne Brown i et opslag på det sociale medie Twitter.

Torsdag sparkes kvindernes verdensmesterskab i fodbold i gang.

New Zealands premierminister, Chris Hipkins, oplyser i en udtalelse, at regeringen har været i kontakt med arrangørerne fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og bekræftet, at turneringen fortsætter som planlagt.

Medværterne New Zealand møder senere torsdag Norge i netop Auckland.

Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at skyderiet skete i nærheden af det hotel, hvor de norske spillere bor.

Landsholdets pressekontakt Halvor Lea fortæller NTB, at spillerne ikke direkte er påvirket af hændelsen.

Sponsoreret indhold