Krimi8. april 2024 (opd. 8. april 2024)

Tre døde i brand: Mor og datter slap ud

En familie i Fåglavik er ramt af tragedie, efter kun moren og en pige på ti år overlever voldsom brand i deres hjem

Tre personer er natten til mandag omkommet efter en husbrand i den svenske landsby Fåglavik i kommunen Herrljunga nordøst for Göteborg.

Det oplyser vagtchef ved det lokale politi Göran Carlbom til mediet SVT.

- Desværre har røgdykkerne bekræftet, at en far og to børn er døde, lyder det.

Vagtchefen oplyser desuden, at moren og en tiårig pige lykkedes med at forlade huset i tide.

Ifølge Carlbom er de fysisk uskadte - men i choktilstand, skriver SVT.

Branden gik særligt ud over boligens første etage.

Politiet fik anmeldelsen om hændelsen klokken 01.45 og oplyser, at der ikke er mistanke om, at branden skulle være påsat.

Sponsoreret indhold