Krimi26. april 2023

Transkønnet har sagsøgt fængsel: Vil væk fra mandeafdelingen

En indsat, der under sin forvaringsdom har skiftet køn, vil flyttes fra mandeafdelingen
Herstedvester fængsel i Albertslund.
Herstedvester fængsel i Albertslund.
 Foto: Ritzau Scanpix

Skal en indsat, der har skiftet juridisk køn fra mand til kvinde, flyttes fra mandeafdelingen i fængslet?

Det skal Østre Landsret vurdere onsdag den 26. april.

Den indsatte, der ad to omgange er idømt forvaring, har lagt sag an mod Herstedvester Fængsel og Direktoratet for Kriminalforsorgen, fordi hun mener, at hendes menneskerettigheder bliver krænket.

Hun skiftede juridisk køn i marts 2015, men hun afsoner i Herstedvester Fængsel, hvor der kun er indsat mænd. Og det gør hende utryg, fortæller hendes advokat, Julie Stage.

- Det er svært at være transkønnet i en mandeafdeling. Min klient oplever, at tonen fra de mandlige medafsonere, ofte er hård og nedsættende, til tider decideret truende.

- Hun er ubekvem ved at gå i kjole på afdelingen, og hun er direkte blevet frarådet det af Kriminalforsorgen på grund af risikoen for overgreb fra mandlige medindsatte, siger advokaten.

Den indsatte er i dag 62 år. Hun har ikke fået foretaget en kønsskifteoperation, da fængslet har afvist hendes anmodninger om udgang til det. Derfor fremstår hun fysisk som en mand.

Af sagen fremgår det, at hun alene vil nøgenvisiteres af kvindeligt personale og ikke afgive urinprøve i nærvær af mandligt personale, som ikke er sundhedspersonale.

Desuden vil hun ikke være i en mandeafdeling, og hun vil have fængslet og Kriminalforsorgen til at betale hende en godtgørelse på 80.000 kroner.

Hvis hun skal flyttes, kan det ifølge Julie Stage blive til en afdeling for kvinder, en afdeling for transkønnede eller en tredje løsning, så længe det ikke indebærer mandeafdelinger.

- Det er bemærkelsesværdigt, at Kriminalforsorgen kan oprette særenheder for bandemedlemmer, så man sidder med folk fra ens egen gruppering og ikke bliver udsat for trusler eller nedsættende bemærkninger, og at der på samme måde er særafdelinger for pædofile for at beskytte dem.

- Men man opretter ikke særafdelinger for transkønnede, siger hun.

Advokaten har uden held forsøgt at få oplyst, hvor mange transkønnede der er indsat i de danske fængsler. Hendes indtryk er, at der er 10-15, og at denne sag kan få betydning for transkønnedes afsoningsforhold i fremtiden.

Københavns Byret behandlede sidste år sagen og kom frem til, at hun juridisk er en kvinde, men biologisk er en mand, og at der intet er i vejen for, at en indsat visiteres af personale af samme biologiske køn.

Derfor afviste byretten, at hun skulle have en godtgørelse, og hun skulle heller ikke flyttes til en anden afdeling. Til gengæld skulle fængselspersonalet bruge kvindelige pronominer om hende - altså "hun" og "hende" - da hun juridisk er en kvinde.

Den indsatte er for årtier siden dømt for en særligt farlig voldtægt af en kvinde. Blandt andet den dom har Kriminalforsorgen skævet til, da den afviste hendes ønske om at flytte væk fra mændene.

Retslægerådet har i forbindelse med byretssagen udtalt, at hvis den indsatte flyttes til en kvindeafdeling, er risikoen for nye overgreb lille, uden at det dog kan udelukkes.

Den indsatte har nemlig en medfødt sygdom, som gør, at hun har et ekstra X-kromosom. Hun har 47 kromosomer mod normalt 46.

Sygdommen kaldes Klinefelter Syndrom og kommer til udtryk blandt andet som mangelfuld udvikling af testiklerne og en mindre mængde af det mandlige kønshormon testosteron.

Hvis hun skal have rejsning, kræver det ifølge sagsanlægget, at hun får testosteronbehandling, hvilket hun ikke har adgang til i fængslet. Hun har i august 2021 bedt om adgang til kvindeligt kønshormon, men har endnu ikke fået svar på anmodningen.

Østre Landsret behandler sagen onsdag. Her skal den 62-årige indsatte selv vidne. Afgørelsen ventes først afsagt på et senere tidspunkt.

Sponsoreret indhold