Tragedierne vi aldrig glemmer: Kørte uskyldige ihjel

Mandag aften kørte en bil ind i en menneskemængde i Liverpool i forbindelse med fodboldklubbens fejring af mesterskabet i Premier League.
27 mennesker blev kvæstet – heraf to alvorligt. I forbindelse med hændelsen er en 53-årig mand blevet anholdt, oplyser britisk politi.
Det er desværre langt fra første gang, at gerningsmænd har kvæstet og dræbt uskyldige ved at bruge biler og lignende som våben. SE og HØR bringer her en oversigt over nogle af de mest dødelige hændelser, der er sket det seneste årti.

Nice i Frankrig, 14. juli 2016: 86 døde og 400 sårede
Den franske nationaldag endte i 2016 i blodbad og tragedie, da en hvid lastbil pløjede gennem en stor gruppe mennesker i Nice.
Angrebet begyndte ved 22:30-tiden, da gerningsmanden – Mohamed Lahouaiej-Bouhlel – styrede en 19 tons tung lastbil ind på den kendte strandpromenade, Promenade des Anglais.
Herefter zigzaggede chaufføren for at ramme så mange uskyldige som muligt – imens forsøgte politiet at skyde og dræbe terroristen. Det lykkedes først, da han havde pløjet hele to kilometer gennem menneskemængden, og adskillige havde mistet livet.
I alt omkom 86 mennesker – heriblandt 10 børn – mens over 400 blev såret.

Berlin i Tyskland, 19. december 2016: 13 døde og 56 sårede
Julehyggen sluttede brat og brutalt, da en lastbil i 2016 påkørte menneskemængden på Breitscheidplatz i Berlin.
Et øjenvidne fortalte efterfølgende, hvordan lastbilen pludselig kørte over et fortov med 60-70 kilometer i timen og fortsatte mod julemarkedet – og de mange mennesker – uden at sagtne farten.
I alt blev 13 mennesker dræbt, mens 56 blev såret. Efterforskningen viste sidenhen, at gerningsmanden var Anis Amri, en afvist asylansøger.

Barcelona i Spanien, 17. august 2017: 13 døde og omkring 100 sårede
Turister og lokale måtte springe for livet, da en Fiat Talento i 2017 bragede ind i de mennesker, der befandt sig på den såkaldte La Rambla i Barcelona.
Angrebet tog sin begyndelse klokken 16:50, da gerningsmanden styrede sin 1.800 kilo tunge bil ind på den populære strøg, hvor adskillige turister og lokale befandt sig.
I alt blev 13 dræbt, mens omkring 100 blev såret. Siden tog Islamisk Stat skylden for angrebet.

Stockholm i Sverige, 7. april 2017: Fem døde og 15 sårede
I april 2017 stjal Rakhmat Akilov en lastbil, hvorefter han bragede bilen igennem den såkaldte Drottninggatan-gågade i Stockholm.
Hans dødslastbil stoppede først, da han kørte ind i stormagasinet Åhléns. Inden da havde han nået at tage livet af fem personer, mens 15 var såret.
I retten forklarede usbekeren efterfølgende, at han forsøgte at stoppe Sveriges deltagelse i en international koalition, der skulle bekæmpe Islamisk Stat i Syrien og Irak.
Flere medier skrev desuden, at Rakhmat Akilov oprindelig havde planer om at udføre sit angreb i Danmark, men han fik ordre fra IS om i stedet at angribe Sverige.
Rakhmat Akilov blev idømt livsvarigt fængsel.

Toronto i Canada, 23. april 2018: 10 døde og 16 sårede
En 25-årig mand skabte død og rædsel i 2018, da han i en lejet bil pløjede fodgængere ned i Toronto. Angrebet tog sin begyndelse kort før klokken 13:30, da gerningsmanden styrede bilen ind på et fortov ved Younge Street.
Det lykkedes politiet at standse ham ti minutter senere, men på det tidspunkt var 10 personer døde, mens 16 andre var såret.
Det viste sig sidenhen, at gerningsmanden – Alek Minassian – var inspireret af "incel"-bevægelsen. Han blev dømt til livsvarigt fængsel.

Magdeburg i Tyskland, 20. december 2024: Seks døde og over 200 sårede
For anden gang i tysk historie blev julehyggen i 2024 forvandlet til et blodigt mareridt, da en 50-årig læge med tilknytning til højreekstremistiske synspunkter kørte en bil ind i en gruppe julehyggende fodgængere.
Angrebet begyndte omkring klokken 19:00, da gerningsmanden styrede sin sorte BMW ind på et julemarked i byen. Han nåede at køre omkring 400 meter og tage livet af fem personer, mens yderligere 200 blev kvæstet.
Et sjette offer døde efter knap to uger på hospitalet.