Krimi16. november 2022

Tragedien på Bornholm: Brandfolk skal bearbejde voldsom brand

28 brandfolk kæmpede for at slukke branden – og reddede familien ud – under den voldsomme gårdbrand på Bornholm natten til onsdag
Branden på Bornholm har kostet et 11-årigt barn livet, mens flere familiemedlemmer er hårdt sårede. nbsp;
Branden på Bornholm har kostet et 11-årigt barn livet, mens flere familiemedlemmer er hårdt sårede.
 Foto: Presse-fotos.dk

Natten til onsdag kæmpede 28 brandfolk fra Rønne og Allinge med at slukke den voldsomme gårdbrand, der ramte en ejendom i Aarsballe på Bornholm.

Men trods det intensive arbejde lykkedes det ikke brandfolkene at redde alle fem familiemedlemmer ud i live. En 11-årig dreng omkom i flammerne.

Nu skal de mange brandfolk forsøge at bearbejde den voldsomme brand, fortæller Klaus Rønne Jensen, indsatsleder og viceberedskabschef Bornholms Regionskommune, til TV 2 Bornholm:

– Det er jo klart, at når de når frem til sådan en opgave her, så agerer de fuldstændig professionelt og løser de opgaver, der forestår foran dem.

– Men de er også mennesker, som alle andre, så efterfølgende opstår der selvfølgelig en reaktion og et behov for, at vi får snakket om det her, fortæller han videre til TV 2 Bornholm.

Da brandfolkene ankom til ejendommen omkring klokken 02 natten til onsdag, blev de mødt af en 35-årig mor på gårdspladsen. Det var hende, der alarmerede brandvæsnet om den voldsomme brand, der havde ramt familiens gård.

Hun er som den eneste sluppet uskadt fra branden.

Gårdbrand på Bornholm
En 11-årig har mistet livet, mens den 11-åriges far og en 8-årig dreng er i kritisk tilstand.
 Foto: presse-fotos.dk

Hendes to andre sønner på otte og fire år samt børnenes 35-årige far er alle indlagt på Rigshospitalet. De ligger i kunstig koma.

– Der er intet nyt om deres tilstand, de er stadig indlagt, fortæller pressetalsmanden fra Bornholms Politi til SE og HØR onsdag middag.

Brandteknikere ankommer til Bornholm i dag, og efter planen vil de senere i dag – eller i morgen – begynde det omfattende arbejde med at få klarlagt, hvad der har forårsaget branden.

– Denne sag har berørt mange – både her på øen og medierne. Derfor vil vi melde ud, når vi har det endelige svar, lyder det videre fra politiet.

Sponsoreret indhold