Der har mandag eftermiddag været et alvorligt trafikuheld i krydset mellem Gl. Nykøbingvej og Tinghulevej ved Odsherred på det nordvestlige Sjælland.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie Twitter.
En personbil og en varebil var involveret, og ifølge politiet er der flere tilskadekomne.
Kort efter klokken 21 mandag aften oplyser politiet på Twitter, at fire personer kom til skade i forbindelse med ulykken.
En af dem afgik ved døden. De pårørende er underrettet.
Udover den afdøde, kom en anden person alvorligt til skade. De sidste to personer kom kun lettere til skade.
Midt- og Vestsjællands Politi forventer klokken 21 snart at have afsluttet deres arbejde på stedet.