Krimi12. april 2023

Trækker Skattestyrelsen i retten: Løbet fra aftale

To amerikanere i udbyttesagen har lagt sag an for aftalebrud. Styrelsen nægter

LÆS OGSÅ: Her praler Sanjay Shah af sin rigdom på YouTube

To amerikanske finansfolk har stævnet Skattestyrelsen. De mener, at den danske styrelse er løbet fra en aftale med dem i udbyttesagen.

Det skriver Børsen.

Skattestyrelsen bekræfter sagsanlægget over for Ritzau.

Det er amerikanerne Matthew Stein og Jerome Lhote, der har anlagt sag mod den danske styrelse.

Sagen er anlagt ved en domstol i den amerikanske delstat New York.

Stein og Lhote har tidligere - sammen med andre parter - indgået et forlig med Skattestyrelsen om at betale de penge tilbage til den danske statskasse, som de fik i udbyttesagen.

Sådan hænger sagen sammen

Den danske statskasse mistede 12,7 milliarder kroner, da der i flere år blev svindlet med refusion af udbytteskat.
Svindlen blev opdaget i 2015, og sidste år blev de første tiltaler rejst i sagen, som er opdelt i tre spor.
Der er rejst tiltale mod ni udlændinge, og flere af de tiltaltes advokater har oplyst, at de nægter sig skyldige.

Ud over de tre strafferetlige spor forsøger Skattestyrelsen at få penge tilbage ved civile søgsmål.
Læs om de tre straffesager her:

- Første spor. Anklage om svindel og forsøg på svindel for i alt 9,7 milliarder kroner:
* Sanjay Shah: Han er udpeget som hovedmanden. Sanjay Shah er en 52-årig brite, der bor i Dubai. Ifølge anklagemyndigheden fik Shah selv en gevinst på cirka 7,2 milliarder kroner ved svindlen. Shah mener, at han blot har udnyttet et hul i loven.
* Anthony Mark Patterson: Han er mistænkt for at være Shahs hjælper, og han har været ansat i flere af Sanjay Shahs selskaber. Den 51-årige brite fik ifølge anklagemyndigheden cirka 134 millioner kroner ved svindlen.

- Andet spor. Anklage om svindel for 1,1 milliard kroner gennem tysk bank:
* Matthew Richard Stein, Luke Beneville McGee og Jerome Lhote: De er amerikanere. De købte i 2012 den lille tyske bank North Channel Bank.
Ifølge anklagemyndigheden foregik svindlen med uberettiget refusion af udbytteskat for 1,1 milliard kroner gennem banken. Selve banken blev i 2019 straffet med en bøde på 110 millioner kroner.

I en civil sag i 2019 indgik de et forlig med Skattestyrelsen om at betale penge tilbage i udbyttesagen.

* Graham McKenzie Horn, Anupe Dhorajiwala og Rajen Ranmal Shah: Trods navnet er den sidstnævnte brite ikke i familie med Sanjay Shah.
Men ikke desto mindre har han ifølge Børsen arbejdet for ham og begyndte senere at arbejde sammen med de amerikanske bankejere.
Britiske Dhorajiwala og britiske McKenzie Horn har ligeledes arbejdet for Shah og sammen med bankejerne.
Ifølge anklagemyndigheden havde de tre briter i dette spor viden om, hvordan man kunne få det til at se ud, som om man ejede aktier og uberettiget søge tilbageførsel af skat for dem.

- Tredje spor. Anklage om svindel via selskabet Salgado Capital.

* Guenther Grant-Klar: Han er britisk statsborger og er blevet tiltalt for bedrageri for 320 millioner kroner og menes at være bagmand i fusk via Salgado Capital, der udstedte dokumentation på fiktive handler med danske aktier.

Det er tidligere kommet frem, at Bagmandspolitiet (Søik) efterforskede et tredje spor i udbyttesagen. Efter en omstrukturering i politiet har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) overtaget efterforskningen.
Det er uvist, hvem der potentielt ellers efterforskes i dette spor.

Kilde: Anklagemyndigheden, anklageskrifter, Børsen, DR Nyheder.

Desuden er de gået med til at hjælpe danske myndigheder med at drage andre i udbyttesagen til ansvar.

Men mændene mener ifølge Børsen, at Skattestyrelsen er løbet fra sin forpligtelse om at informere dansk politi om hjælpen.

Stein og Lhote håbede, at de via samarbejdet øgede chancerne for at slippe uden om en straffesag mod dem i Danmark. Men nej. De to mænd - samt fire andre mænd - er tilsammen tiltalt for groft bedrageri for 1,1 milliard kroner.

Skattestyrelsen afviser over for Ritzau at have brudt aftalen.

- Skattestyrelsen og styrelsens advokater stiller sig uforstående overfor påstanden.

- Skattestyrelsen har løbende været i dialog med politiet dels for at sikre den nødvendige koordinering mellem myndighedernes interesser i sagerne, dels for at bibringe politiet viden om, at forligsparterne samarbejdede med Skattestyrelsen om at tilbagebetale de midler, parterne uretmæssigt havde modtaget, skriver styrelsen i en skriftlig kommentar.

Skattestyrelsen henviser desuden til, at den i en pressemeddelelse i maj 2019 orienterede om forligsaftalen.

- Det er på den baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at styrelsen har overholdt sine forpligtelser i henhold til aftalen, hvilket vil blive gjort gældende overfor retten i New York, skriver styrelsen.

Stein og Lhote er to af de parter, der i 2019 indgik et forlig med styrelsen. I det forlig var blandt andet også 61 pensionsordninger i USA.

Skattestyrelsen oplyste på daværende tidspunkt ikke meget om forliget, da det er underlagt fortrolighed.

Straffesagen mod de to amerikanere stod oprindeligt til at blive indledt i november, men den er blevet udskudt.

Det har tidligere været beskrevet, at nogle af de tiltalte har afventet, om Sanjay Shah - der ligeledes er tiltalt for sin rolle i udbyttesagen - udleveres fra Dubai til Danmark.

I begyndelsen af april afgjorde en domstol i Dubai, at Shah skal udleveres. Det er dog endnu ikke meldt ud, hvornår finansmanden lander på dansk jord til strafforfølgning.

En del af del forlig, som de to amerikanere - Matthew Stein og Jerome Lhote - indgik med Skattestyrelsen, indebar, at de skulle betale en bøde på det beløb, de tjente på udbyttesagen.

Stein og Lhote har ifølge Børsen betalt samlet cirka en milliard kroner tilbage. Det har de gjort sammen med andre parter i forliget.

Dog mangler der endnu at blive betalt 600 millioner kroner.

Det resterende beløb forsøger de at slippe for at betale via sagsanlægget om den brudte aftale, skriver Børsen.

Sponsoreret indhold