
"Topchef-fænomenet" rammer Solrød: Anholdt for narkokørsel to gange på én dag
LÆS OGSÅ: Topdirektør tæt på kongehuset får advarsel
Mens Dansk Industris viceboss, Thomas Bustrup, på mandag skal møde op en retssag efter en dobbelt omgang spritkørsel på én enkelt dag, har en 28-årig mand i Solrød tilsyneladende ladet sig inspirere af de øverste lag i samfundet.
Og kopieret mønsteret næsten til punkt og prikke.
Torsdag troede Midt- og Vestsjællads Politi ellers, at de havde lukket sagen, da de stoppede en 28-årig mand.
Her blev han snuppet for at køre i påvirket tilstand. Og det endda uden at have et gyldigt kørekort som allerede var administrativt inddraget, lyder det i dagens døgnrapport.
Bilnøglen blev beslaglagt, blodprøven blev udtaget, og ejeren af bilen blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person uden førerret.
Et klart signal kunne man tro, men nej.
Bare fem timer senere måtte politiets færdselspatrulje gnide sig i øjnene. For hvem kom de kørende bag rattet i den samme bil? Den 28-årige igen og denne gang i Solrød Strand.
Manden forsøgte godt nok at stikke af, men turen sluttede brat endnu engang.
Det udløste endnu en sigtelse for narkokørsel, endnu en blodprøve, og endnu en tur uden kørekort.
Politiet har nu vejledt bilejeren om, at næste stop for bilen kan være konfiskation.
Sagerne afgøres på et senere tidspunkt, men Solrøds svar på Thomas Bustrup har allerede skrevet sig ind i lokalpolitiets rekordbøger.
