Tog til Københavns Lufthavn aflyst efter mulig påkørt kvinde

Fredag eftermiddag kørte der i flere timer ingen tog mellem Københavns Lufthavn og København H.
Det skyldes, at politiet skulle undersøge en melding om en mulig påkørt kvinde, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Rasmus Nielsen.
- Anmeldelsen går på, at en kvinde skulle være ramt af tog på Tårnby Station, siger han.
Politi og beredskab rykkede derfor ud til stedet for at se, om de kunne finde kvinden.
Anmeldelsen er modtaget klokken 12.38 og er indgivet af Banedanmark.
Efter lidt over en times undersøgelser på strækningen er der ikke fundet nogen påkørt person, og politiet har afsluttet undersøgelserne, fortæller vagtchefen.
- Vi er færdige på stedet, siger han lidt efter klokken 14.
Han fortæller, at det var en troværdig anmeldelse, som derfor skulle undersøges. Nogen mente at have set en kvinde blive påkørt. Heldigvis er det altså ikke sket.
DSB aflyste alle tog fra Københavns Hovedbanegård til Københavns Lufthavn, mens undersøgelserne pågik.
Lyntogene mellem lufthavnen og København H blev aflyst. De tog, der normalt kører mellem Københavns Lufthavn og Slagelse og Odense, blev også aflyst.
Men klokken 14.15 lyder meldingen fra DSB, at togdriften snart genoptages.
Passagerer er, mens aflysningerne har stået på, blevet opfordret til i stedet at bruge andre muligheder som metroen eller Movias busser.