Krimi8. februar 2024

Tog 16-årig pige med sig i døden: Her er forklaringen

Nu kan politiet afklare, hvorfor en ung mand for flere måneder siden kørte galt og omkom på Udbyhøjvej i Randers. Ligesom han tog en 16-årig pige på passagersædet med sig i døden
blomster efter frygtelig bilulykke
Flere havde lagt blomster 30. oktober 2023, dagen efter at en ung mand kørte galt og tog en 16-årig med sig i døden.
 Foto: presse-fotos.dk

Det skabte dyb sorg i Randers, da en bil søndag morgen den 29. oktober forulykkede på Udbyhøjvej ud for nummer 164. Et vejtræ blev påkørt, og den 19-årige mandlige chauffør samt en 16-årig pige, der sad på passagersædet, omkom.

Efter ulykken lød det fra Østjyllands Politi, at ulykken formentlig var sket grundet høj fart kombineret med det våde underlag med blade og vand på vejen.

En bilinspektørs undersøgelser skulle dog klarlægge de præcise omstændigheder.

Den rapport vil politiet nu gerne løfte sløret for hovedkonklusionerne i.

Det skriver TV2 Østjylland.

- Vores konklusion baseret på efterforskningen og bilinspektørens rapport er, at føreren af bilen var påvirket af alkohol, og at han kørte med en hastighed væsentligt over det tilladte. De forhold, antager vi, har været væsentlige medvirkende årsager til, at ulykken skete, oplyser Østjyllands Politi til mediet.

- Det er en meget tragisk sag, og vi forstår til fulde, at den har påvirket mange - ikke mindst de pårørende, lyder det videre.

Østjyllands Politi har efterforsket ulykken siden oktober, men er for nylig nået frem til, at der ikke er nogen at retsforfølge.

- På det foreliggende grundlag er der ikke noget, der tyder på, at andre end bilens fører har begået noget strafbart i forhold til selve ulykken. Derfor har vi vurderet, at der ikke er yderligere i sagen for politiet, oplyses det.

Dog er der kommet en sigtelse i sagen.

- En ung mand, der lånte bilen til føreren, er blevet sigtet for at overlade sit køretøj til en person uden kørekort. Men vi mener ikke, der er juridisk grundlag for at sigte ham for yderligere, oplyser Østjyllands Politi.

Det var nemlig ikke den 19-åriges egen sorte VW Golf, som han forulykkede i, men en han havde lånt af en bekendt.

Ulykken skete i de tidlige morgentimer den 29. oktober, hvor bilen endte med at påkøre det store træ i vejkanten, der står ud for nummer 164.

Efterfølgende blev en bilinspektør sat på sagen.

Sådan en sendes ofte ud for at lave opmålinger og andre undersøgelser i et forsøg på at få fastlagt hændelsesforløbet så præcist som muligt.

Sponsoreret indhold