Tobias Friberg anholdt efter kontrovers med underbo

Tobias Friberg, der for nylig blev en fri mand efter fire måneders varetægtsfængsling, har igen haft besøg af ordensmagten.
Det skriver Ekstra Bladet mandag aften.
Ifølge mediet skete det lørdag aften efter kontrovers med Fribergs underbo.
- Der lå en hund udenfor, som havde ligget der i mange timer. Så vi gik ned til ham, og min kæreste bankede på og snakkede, mens jeg holdt mig i baggrunden. Så hidsede han (underboen, red.) sig op, og jeg sagde "hold nu kæft" og "fuck dig" til ham, og så gik vi, siger Tobias Friberg.
Efter episoden lagde Tobias Friberg en video op på sin Instagram-profil, men slettede den senere. SE og HØR har set den slettede video.
Sydsjællands- og Lollands Falsters politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at man kortvarigt har anholdt realitydeltageren og sigtet ham for trusler mod en borger.
Friberg er nu uden bolig, da udlejningsselskabet har smidt ham ud af det lejede værelse grundet sigtelsen.
Han håber dog at kunne flytte ind i boligen igen efter en samtale med udlejer.

18 dage siden løsladelse
Det er blot 18 dage siden, at Retten i Næstved idømte Tobias Friberg fem måneders fængsel for at have begået vold, trusler og fareforvoldelse ved at affyre en luftpistol.
Friberg havde dog siddet varetægtsfængslet siden 7. september og havde dermed allerede afsonet fire måneder og to dages fængsel – og kunne derfor forlade rette som en fri mand.
- Jeg bliver 30 år næste gang. Det er på tide at kigge frem og ikke tilbage. Droppe alkoholen og de forkerte mennesker.
- Jeg har en familie, der er der for mig. Det er på tide at se fremad, sagde Tobias Friberg til SE og HØR efter domsafsigelsen.
Tiden må vise, om lørdagens sigtelse får betydning for Tobias Fribergs fremtidsplaner.