Krimi21. december 2023

Tjekkisk politi: Skyderi var planlagt og måske inspireret af andre

Formodet gerningsmand tog fra sin landsby til Prag med intention om at dræbe sig selv, siger politi

En 24-årig tjekkisk studerende, som er den formodede gerningsmand bag torsdagens skyderi i Prag, var muligvis inspireret af udenlandske angreb.

Det siger politichefen i Prag, Martin Vondrasek, torsdag.

Han kalder skyderiet, som er det værste masseskyderi i det moderne Tjekkiets historie, for planlagt.

- Vi har ny, ubekræftet information fra en konto på sociale netværk om, at han angiveligt var inspireret af et terrorangreb i Rusland i efteråret, siger Vondrasek.

Skyderiet fandt sted torsdag eftermiddag på et universitet i det centrale Prag. Mindst 15 blev dræbt og 24 såret ifølge politiet.

Vondrasek forklarer, at politiet tidligere på dagen fik et tip om, at manden formentlig var taget fra sin by i Kladno-regionen mod hovedstaden Prag med en intention om at tage sit eget liv.

Kort herefter blev den formodede gerningsmands far fundet død.

Politiet evakuerede først én universitetsbygning, hvor den 24-årige studerende skulle til en forelæsning.

Men så blev betjente kaldt til en anden af Karlsuniversitetets bygninger.

Politiet ankom, få minutter efter at anmeldelserne om skyderiet var løbet ind.

- Det var en planlagt forfærdelig handling, som begyndte i Kladno-regionen og desværre sluttede her, siger Vondrasek.

Ifølge politichefen havde den formodede gerningsmand tilladelse til at besidde flere skydevåben.

Det står endnu ikke klart, om den 24-årige døde som følge af selvmord, eller om det var politiet, der skød ham.

Sponsoreret indhold