Krimi14. juli 2022

Tivoli Friheden etablerer hotline og politiet advarer: Del ikke billeder og videoer fra ulykken

Østjyllands Politi kommer med en indtrængende bøn om ikke at dele billeder og videoer af den tragiske ulykke i den aarhusianske forlystelsespark torsdag
Forlystelsesparken i Aarhus er foreløbigt lukket på ubestemt tid 
Forlystelsesparken i Aarhus er foreløbigt lukket på ubestemt tid
 Foto: Tivoli Friheden

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Efter nyheden om dødsfaldet og ulykken i rutsjebanen Cobraen, som kostede en 14-årig pige fra København livet, og som sårede en dreng, valgte Østjyllands Politi at afholde et pressemøde, for at orientere om ulykken.

Her kom de med en opfordring til de vidner og gæster i Tivoli Friheden, som er berøre af de tragiske hændelser.

– Vi ved, der har været vidner til det her. Og vi kan kun opfordre til, at man søger hjælp, lød det.

Kontakt vores hotline

Det er derfor nærlæggende for vidner for eksempel at ringe til den telefoniske hotline, som Tivoli Friheden netop også torsdag eftermiddag har oprettet på baggrund af dødsulykken.

Oprettelsen af hjælpelinjen oplyser de om gennem deres facebookside.

– Vores dybfølte tanker er hos pigen og pigens pårørende, familie og venner. Vores tanker går også til drengen, vores medarbejdere og de mange besøgende, der var i parken tidligere i dag, skriver de indledende.

Forlystelsesparken opfordrer til at man kontakter deres hotline på tlf.: +45 70221266, hvis man er påvirket af situationen eller er pårørende. Man skal taste 1, når man kommer igennem.

– Du kan også ringe til Offerrådgivningen i Østjylland, som tilbyder hjælp til ofre, vidner og pårørende, der har været vidne til ulykken. Du kan kontakte offerrådgivningen på tlf.: +45 23686056. Børnetelefonen har døgnåbent for børn og unge, som har brug for at tale med nogen – du kan sms’e eller ringe på +45 116111, skriver de videre i opslaget.

Politiet: Gør det ikke!

En anden tydelig opfordring kommer fra politiet, der nu skal i gang med en ”massiv efterforskning” af den tragiske ulykke de næste par dage.

– Vi vil på det kraftigste opfordre til, at hvis man ligger inde med billed- eller videomateriale fra ulykken, så skal man ikke dele det. Lad være med at dele det, fortæller de på pressemødet.

– Det gælder også eventuelt billedmateriale, der er blevet taget på stedet efter ulykken. Send dem i stedet til politiet, lyder den klare besked.

Sponsoreret indhold