KrimiI går

Titan-passagerne vidste, det var slut: Døde i dybet

Ubådsbygger Stockton Rush var blevet advaret om, at det en dag ville ende galt. Alligevel tog den excentriske eventyrer fire passagerer med sig i den visse død - og i de sidste minutter vidste de formentlig godt, at døden var på vej
Titan
3.800 meter under havets overflade ligger resterne af den forkrøblede ubåd Titan.Dens fem mand store besætning døde i selvsamme sekund, at det 6,7 meter hjemmebyggede ubåd imploderede 18. juni 2023.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

Han var ambitiøs, hårdtarbejdende og dedikeret.

Men Stockton Rush var også meget andet:

Den amerikanske forretningsmand og opfinder var arrogant, naiv – og nægtede at lytte, hvis han fik kritik.

Og lige netop den attitude fik katastrofale – og ikke mindst fatale – konsekvenser for præcist to år siden.

Her tog eventyreren fire mænd med sig i sin hjemmebyggede ubåd Titan.

Titan
Flere kaldte OceanGate-stifteren Stockton Rush for overambitiøs og naiv – han fyrede nemlig dem, der modsatte sig hans vilde ubåds-projekt.At ubåden var eksperimental, var dog til at få øje på for alle.Stockton styrede således Titan med en ombygget Xbox-controller.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

Efter to timer og 30 minutter i det klaustrofobiske fartøj var det meningen, at de fem ville nå havets bund og turens helt store højdepunkt:

Vraget af legendariske Titanic.

Men efter blot 90 minutter gik et eller andet galt. Man mistede kontakten til den hjemmebyggede ubåd – og et nådesløst kapløb mod tiden gik i gang.

Titan havde nemlig kun ilt til 96 timer.

En tikkende katastrofe

Titans forsvinden sendte chokbølger gennem hele verden. Men der var også dem, der ikke var overraskede. Flere eksperter – og tidligere medarbejdere hos OceanGate – havde forudset tragedien.

– Det var ikke til at vide, hvornår Titan ville fejle. Men det var en matematisk sikkerhed, at den ville fejle, fortæller en tidl. rådgiver for firmaet, Rob McCallum, i den nye Netflix-dokumentar ”Titan: OceanGate-katastrofen”.

Titan
Passagerer, der drømte om en tur i ubåden, skulle underskrive et dokument:”Dette eksperimentelle fartøj er ikke blevet godkendt eller certificeret af nogen tilsynsmyndighed og kan resultere i fysisk skade, følelsesmæssige traumer eller død”, stod der.Ordet død blev nævnt hele tre gange i dokumentet.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

Han og andre ansatte nægtede til sidst at arbejde sammen med den excentriske Stockton. For opfinderen ville ikke høre tale om, at Titans kulfiberskrog var uduelig.

Kulfiber er ellers yderst stærkt, når det bruges til rumfart og i flyindustrien.

Men under havets overflade – hvor det udvendige tryk er enormt – er det straks en anden sag. Her bliver kulfibrene ustabile og kan knække.

Og det var netop, hvad der var begyndt at ske med Titan.

Titan
Wendy Rush – Stockton Rushs hustru – ventede spændt på nyt, da hendes mand gik ned i dybet.Dette billede viser øjeblikket 90 minutter inde i dykket, hvor hun og de andre pludselig kunne høre en lyd over computeren.– Hvad var det bang?, udbrød Wendy herefter.Lyden viste sig at stamme fra implosionen, der endte med at koste hendes mand og fire andre livet.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

To år forinden, under ubådens 80. dyk 15. juni 2022, havde passagerne hørt små brag, mens Titan gik ned i dybet.

Stockton Rush fortsatte dog med at tage intetanende passagerer med – og det endte fatalt knap to år senere.

Dunkelyde dernede

To dage inde i eftersøgningen steg håbet om at finde de fem i live.

Et canadisk eftersøgningsfly opsnappede regelmæssige bankelyde med 30 minutters intervaller. Det kunne være besætningens desperate forsøg på at tilkalde hjælp.

Det enorme eftersøgningshold intensiverede derfor eftersøgningen – bl.a. med såkaldte avancerede undervandsdroner.

Titan
58-årige Hamish Harding, en britisk opdagelsesrejsende og forretningsmand, havde også betalt 1,7 mio. kr. for at komme med på turen. Han efterlod sig hustru, to sønner og to stedbørn.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

Man udvidede tilmed eftersøgningen og finkæmmede et område på størrelse med hele Jylland.

Og tiden var knap. Titan ville – ifølge beregningerne – løbe tør for ilt torsdag morgen.

Stockton Rush og hans fire passagerer blev dog ikke kvalt til døde af iltmangel. De var nemlig allerede døde flere dage forinden.

Det fandt myndighederne ud torsdag morgen, da et ROV-fartøj fra det canadiske skib Horizon Arctic gjorde et uhyggeligt fund på havbunden:

500 meter fra det ikoniske Titanic-vrag lå de sørgelige rester af Titan.

Titan
Den anerkendte franske dykker og fremtrædende Titanic-ekspert Paul-Henri Nargeolet, 77, døde, mens han var på vej ned til sit elskede skib.Inden den fatale tur havde han besøgt det verdenskendte vrag over 30 gange.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

Ubåden var imploderet, og alle fem var i selvsamme sekund blevet pulveriseret af det enorme tryk.

I dag er det den klare opfattelse, at Titan blev knust allerede 90 minutter inde i dykket – simpelthen fordi det skrøbelige kulfiberskrog ikke kunne mere og brød sammen.

Titanics far forudså

Selv om alle døde i dét sekund, nager ét spørgsmål dog endnu:

Fornemmede de den fatale katastrofe i minutterne op til?

Ja, mener filminstruktør James Cameron.

Titan
Ubåden skulle ned at se vraget af Titanic og hver passager havde betalt 1,7 mio. kr. for turen.Titanic sank i 1912 og ligger i dag på 3.800 meters dybde i Atlanterhavet, omkring 690 kilometer sydsydøst for Newfoundland i Canada.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

Han er selv en erfaren dybhavsdykker, der har besøgt Titanics vrag i andre ubåde hele 33 gange.

Han formoder, at alle fem hørte de urovækkende lyde, som Titan gav i sine sidste minutter – og at de dermed vidste, at døden i mørket var på vej.

Titan
James Cameron var manden, der skabte succesfilmen ”Titanic” med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i de absolutte hovedroller.Cameron er dog også en erfaren dybhavsdykker, der er meget fortørnet over, hvad der skete med Titan.
 Foto: Netflix og Ritzau Scanpix (Handout/AFP/Us Coast Guard/Shutterstock/Jlppa/Paul Daly/AP/Joel Saget/Engro Corporation Limited/Reuters)

For James Cameron er Titan-tragedien nærmest en tro kopi af, hvad der skete samme sted den iskolde aprilnat i 1912:

– Jeg er ramt over, hvor meget dette minder om Titanic-katastrofen. Titanic-tragedien var en kaptajn, der også gentagne gange blev advaret, men alligevel fortsatte med fuld fart frem, hvilket endte med at koste adskillige mennesker livet.

– Nu har den tragiske historie krævet yderligere fem døde, siger han.

Sponsoreret indhold