Krimi31. maj 2022

To tiltalte i dansk terrorsag bliver viet i pause i retten

En kvinde, der er kendt skyldig i terrorstøtte, og en mand skyldig i terrorforsøg, har sagt ja til hinanden
Københavns Byret, hvor den usædvanlige vielse mellem de to terrortiltalte fandt sted tirsdag
Københavns Byret, hvor den usædvanlige vielse mellem de to terrortiltalte fandt sted tirsdag
 Foto: Jesper Sunesen / ALLER MEDIA DK

Bevogtet af tungt bevæbnet politi har en mand og en kvinde tirsdag i Københavns Byret sagt ja til at gifte sig med hinanden.

Den specielle vielse fandt sted i en pause i byretten, hvor de begge er tiltalt i en terrorsag.

Derfor var der heller ikke jakkesæt og stor hvid kjole, men derimod en gom klædt i grå T-shirt og matchende kasket og en brud i grønt og sort klædedragt og et sort tørklæde.

– Tillykke, lyder det samstemmende fra kvindens og mandens forsvarer, efter at de er blevet viet. En af advokaterne er vitterlighedsvidne og skriver i retten under på en attest på vielsen.

– Hvad med ring?, spørger den 24-åriges mands forsvarer, advokat Peter Secher.

Kvinden hæver sin højre hånd, der er dækket af en lang, sort handske og konstaterer blot, at man ikke vil kunne se den.

Begge tiltalt

Den 24-årige mand blev sammen med en jævnaldrende mand i marts kendt skyldig i at have haft planer om at udføre terror ved brug af det farlige stof TATP.

Kvinden, der er 40 år, er også tiltalt i sagen, men hun blev i marts frikendt for anklagen om at ville begå terror. Til gengæld blev hun fundet skyldig i at have finansieret en terrorvirksomhed og for at have hjulpet flere personer, der var tilknyttet Islamisk Stat (IS).

Hun er i forvejen mor til tre børn under 18 år, men det er børnenes far, som har forældremyndigheden. Kvinden blev efter retsmødet i marts løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i sagen i mere end to år.

Og i den tid har det været svært for hende at se sine børn.

– I de første ni måneder så jeg dem slet ikke, tror jeg, sagde kvinden tirsdag i retten.

Muslimsk og borgerligt viet

Heller ikke efter sin løsladelse har hun set meget til børnene, fremhæver hun. Hendes mand har ingen børn.

De har tidligere alene været muslimsk viet, men med tirsdagens ceremoni er de også borgerligt viet.

Tirsdag bliver det gennemgået, hvorvidt de tre på anklagebænken alene har dansk statsborgerskab. Tirsdag aften ventes det gennemgået, hvilken straf anklagemyndigheden mener, ulovlighederne bør føre til.

Der er også berammet et retsmøde onsdag. Det er ikke fastsat, hvornår der afsiges dom i sagen.

De tre tiltalte har under sagen nægtet sig skyldig i anklagerne mod dem.

Sponsoreret indhold