Krimi2. maj 2023

Tiltalt for Louise Borglit-drabet: Advarselslamperne blinkede rødt

Flere gange – både før og efter drabet på gravide Louise Borglit – tydede alt på, at den tiltalte havde det særdeles dårligt psykisk
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Louise Borglit-sagen forklaret
 Video: Aller TV

Det var en sag, der sendte chokbølger gennem hele landet – og det var en sag, der affødte en omfattende politiefterforskning. Alligevel skulle der gå over fem år, før man sigtede en mand for det brutale knivdrab på Louise Borglit.

Den højgravide kvinde blev på grusom vis stukket ned, mens hun luftede søsterens hund i Eleverparken i Herlev en regnvåd novemberaften i 2016.

Sagen mod den 29-årige mand, der er tiltalt for drabet, begynder i morgen. Og under retssagen vil der uden tvivl blive tegnet et billede af en mand, der både før og efter drabet var særdeles psykisk ustabil.

Det er således tidligere kommet frem, at den tiltalte selv tog kontakt til det psykiatriske center to dage før drabet i november 2016.

Louise Borglit var højgravid, da hun blev myrdet i Elverparken i Herlev i november 2016. 
Louise Borglit var højgravid, da hun blev myrdet i Elverparken i Herlev i november 2016.
 Foto: Privat

Han ønskede at blive indlagt, fordi han med egne ord var ved at sprænge i luften. Han var desuden bange for, hvad han kunne finde på at gøre.

På selve drabsdagen – den 4. november 2016 – var der også flere advarselslamper, der blinkede. Denne dag skulle den tiltalte mødes med sin sagsbehandler i kommunen.

Den tiltalte kom dog en halv time for sent til mødet, og da han endelig dukkede op, fremstod han ifølge sagsbehandleren både ”skizofren og psykopatisk”.

Derfor turde sagsbehandleren ikke at afholde mødet alene med manden. Derfor blev mødet flyttet til forhallen, hvor en betjent kunne overvåge samtalen.

Senere på dagen – og blot en time efter drabstidspunktet – var der igen noget med den tiltalte, der indikerede, at han var svært forpint.

Blomster og lys lå sirligt i Elverparken ved stedet, hvor gravide Louise Borglit blev dræbt med 11 knivstik. 
Blomster og lys lå sirligt i Elverparken ved stedet, hvor gravide Louise Borglit blev dræbt med 11 knivstik.
 Foto: Scanpix Denmark

Ifølge naboer rendte han nu rundt i sin opgang og opførte sig aggressivt. En nabo blev utryg og valgte at tilkalde politiet. En patrulje ankom for at tale med manden. Her konstaterede politiet, at han virkede nervøs og var iført vådt tøj. Selv om Louise Borglit kort forinden var blevet knivmyrdet i regnvejr, gjorde politiet dog ikke yderligere i forhold til den sag. I stedet valgte politiet at konfiskere en pose kokain, sigte ham for besiddelse af narko og gå.

De næste dage fortsætter den tiltalte med at fremstå psykisk ustabilt. Han ringer flere gange 112, men taler ikke med nogen. To dage efter drabet på Louise Borglit, 6. november 2016, lader han sig så frivilligt indlægge på Psykiatrisk Center Ballerup.

Her bemærker centerchefen, at patienten passede på politiets beskrivelse af gerningsmanden. Desuden fremstod den indlagte, der på det tidspunkt var 23 år, både forpint og psykotisk. Centerchefen kontaktede politiet, hvor han fortalte om sine iagttagelser.

Vicepolitiinspektør Peter Malmose under pressemødet på politigården i Albertslund, fredag den 6. maj 2022, hvor han fortalt, at man nu havde sigtet en mand for drabet på Louise Borglit. 

 
Vicepolitiinspektør Peter Malmose under pressemødet på politigården i Albertslund, fredag den 6. maj 2022, hvor han fortalt, at man nu havde sigtet en mand for drabet på Louise Borglit.
 Foto: Ritzau Scanpix

Desuden fortalte centerchefen, at den pågældende patient havde fortalt, at han ikke kunne kende forskel på rigtigt og forkert, og at der var sket noget forfærdeligt, som ikke skulle være sket.

Politiet afhørte ham med sigtedes rettigheder og ransagede hans lejlighed i omkring en halv time, dog uden at finde noget med relation til sagen. I stedet fandt de tøj og knive henkastet, og politiet bemærkede, at lejligheden bar præg af at være beboet af en sindslidende.

Der skulle dog gå over fem over, før politiet rettede mistanke mod manden igen. Det skete, efter politiet havde indsat en hemmelig agent i det fængsel, hvor den pågældende allerede afsonede en anden alvorlig dom. Den hemmelige agent opbyggede en så tillidsfuld relation til manden, at han tilsyneladende kom med flere udtalelser, der kunne sætte ham i forbindelse med drabet på Louise Borglit.

Politiet valgte derfor at sigte – og siden tiltale – ham for drabet. Sagen mod manden, der i dag er fyldt 29 år, begynder tirsdag. Du kan følge sagen på sh.dk.

Sponsoreret indhold