Krimi9. april 2024 (opd. 9. april 2024)

Tiltalt for drab på Hanne With: - Det må stå for politiets regning

Københavns Politi har nu rejst tiltale for drab mod en 54-årig mand - han nægter sig fortsat skyldig
Den 23-årige narkoprostituerede Hanne With bliver tævet og får derefter halsen skåret over nytårsnat 1989/90 i sin lejlighed i Fensmarksgade. Efter al sandsynlighed er morderen en kunde, hun har samlet op på Halmtorvet.
Hanne With arbejdede natten til nytårsnat 1990 som prostitueret på Vesterbro i København - hun blev fundet tæsket og med halsen skåret over 1. januar 1990. Nu er en mand blevet tiltalt for drabet.
 Foto: Politifoto/Ritzau Scanpix

Der er kommet mere bevismateriale frem i sagen mod en 54-årig mand, der er tiltalt for at have dræbt Hanne With natten til den 1. januar 1990.

Politiet taler om et nyt gennembrud, men sådan vil den tiltaltes forsvarer, Mette Grith Stage, ikke betegne det.

- Det er jo helt normalt, at når politiet efterforsker, så fremkommer der nogle nye oplysninger.

- Om noget af det, der er fremkommet, ligefrem kan betegnes som et gennembrud, det synes jeg, må stå for politiets og anklagemyndighedens egen regning, siger hun til Ritzau.

Hvor stærke beviserne er, bliver afgjort, når sagen kommer for byretten.

Den 54-årige drabstiltalte nægtede sig skyldig i grundlovsforhøret den 7. februar. Og det gør han stadig, og han ser frem til en afslutning af sagen, oplyser Mette Grith Stage.

- Han er selvfølgelig glad for, at det er gået hurtigt (med tiltalerejsning, red.), for det er en stor belastning for ham at være varetægtsfængslet, siger hun.

Den 54-årige blev anholdt den 6. februar i år i forbindelse med sagen, og den følgende dag blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Sideløbende med varetægtsfængslingen har politiets efterforskning fokuseret på yderligere tekniske spor samt at indhente vidneudsagn.

Det har ledt til det nye gennembrud, som specialanklager Søren Harbo meldte ud tidligere tirsdag.

Den drabssigtede er født og opvokset på Djursland og aftjente fra 1989 til 1990 sin værnepligt på et af Søværnets skibe i København.

Nytårsaften tilbragte han på værtshuset Lades Kælder i Kattesundet - en sidegade til Strøget.

Her drak han ifølge ham selv "sig i hegnet", og siden tog han tilbage på skibet. Politiets teori er dog, at det var ham, som prajede en hyrevogn og samlede Hanne With op.

I lejligheden på Nørrebro opstod der en form for uenighed, der endte med drabet af den 23-årige kvinde.

Sponsoreret indhold