Krimi26. december 2019

Tiltale: Skød dansk radiovært i hovedet flere gange

To mænd på 25 og 26 år tiltales for drabet på Nedim Yasar, som blev dræbt i november sidste år. Ifølge anklageskriftet blev radioværten ramt af flere skud i hovedet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20181120-095713-d_63mb.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

To mænd på 25 og 26 år tiltales for drabet på radiovært og tidligere bandemedlem Nedim Yasar, der blev skudt og dræbt i sin bil i november sidste år.

Det skriver Ekstra Bladet, som har fået aktindsigt i anklageskriftet mod de to unge mænd.

Ifølge anklageskriftet ventede den ene mand, den 26-årige, i en bil, mens den 25-årige gik ud og skød den tidligere bandeleder i hovedet på klos hold flere gange.

Drabet på Nedim Yasar fandt sted 18. november sidste år, da den tidligere bandeleder var på vej hjem fra bogreception på Hejrevej i Københavns nordvestkvarter.

Han var netop blevet færdig med sin bog ”Rødder”, hvor Nedim Yasar, der også arbejdede som radiovært på Radio24syv, beskrev sit liv som tidligere bandemedlem.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/politiradio_v3_web.jpg
 Foto: Radio 24Syv

Nedim Yasar, th., var vært på programmet "Politiradio". Foto: Radio24Syv

De to mænd på 25 og 26 år er tiltalt for manddrab, og anklagemyndigheden mener, at drabet på radioværten blev begået i forening og efter fælles aftale.

De er desuden tiltalt efter en bestemmelse i straffeloven, der går på, at de affyrede et skydevåben på et offentligt sted. Denne tiltale kan betyde en skærpelse af straffen med op til det halve.

I alt har fire personer været anholdt og sigtet i sagen. Sigtelserne mod to af personerne er dog frafaldet.

De to mænd på 25 åg 26 år nægter sig skyldige. Sagen kommer for retten 20. januar.

Nedim Yasar var i en årrække en del af det kriminelle miljø og havde blandt andet dannet Los Guerreros, der var en supportgruppe til Bandidos.

I 2013 gik han ind i et såkaldt exitprogram og brød med sit kriminelle liv.

Da han blev skudt og dræbt, var han foruden radiovært også pædagogstuderende.

Nedim Yasar blev 32 år.

Sponsoreret indhold