Krimi6. august 2025

Tiltale mod ni mænd: Pirattaxa-kunder blev snydt og røvet

Københavns Byret tager onsdag hul på en sag om over 50 ofre, som er blevet snydt eller røvet i pirattaxaer

Det kan være fristende sent om natten at tage imod et tilbud om at blive kørt hjem med en pirattaxa, men der er set flere eksempler på, at kunder er blevet snydt.

Senest advarede Østjyllands Politi i weekenden om flere anmeldelser af kunder, der var blevet svindlet efter en tur med pirattaxa.

Og onsdag indledes en omfattende retssag mod ni mænd, som er tiltalt for systematisk at have snydt og i nogle tilfælde røvet en lang række kunder i pirattaxaer fra september 2023 til april 2024.

Ifølge politiet har over 50 ofre mistet penge eller andre værdier. Der er rejst tiltale for i alt 300 lovovertrædelser.

Sagen omhandler primært pirattaxaer i Københavnsområdet, men også ture i Aalborg-, Vejle- og Aarhus-områderne.

Ifølge anklagemyndigheden har de tiltalte systematisk udnyttet berusede personer i nattelivet.

I de fleste tilfælde har offeret sat sig på det forreste passagersæde i den tro, at vedkommende har været alene med chaufføren.

Men på bagsædet har en anden afluret offerets pinkode eller kode til MobilePay.

Herefter har de tiltalte angiveligt stjålet offerets telefon og/eller betalingskort, som er blevet misbrugt til at overføre penge eller hæve kontanter.

I enkelte tilfælde gjorde offeret modstand, og det udviklede sig ifølge anklagemyndigheden til røveri.

De ni mænd er i alderen 21 til 37 år. Ritzau har spurgt mændenes advokater, hvordan de tiltalte forholder sig i sagen. De, der er vendt tilbage, oplyser, at deres klienter nægter sig skyldige.

Fire af dem kræves idømt udvisning. Det har ikke været muligt at få oplyst deres nationaliteter.

En tiende mand er allerede idømt et års fængsel for otte af forholdene i en tilståelsessag. Han var under 18 år på gerningstidspunktet, og sammen med tilståelsen udløste det en mildere straf.

Dommen i sagen mod de ni mænd ventes i begyndelsen af 2026.

/>

Sponsoreret indhold